Hvad er en lokalplan?
Lokalplanarbejdet i Aabenraa Kommune varetages af PLAN under Teknik & Miljø
Hvad er en lokalplan og en byplanvedtægt?
En lokalplan, er det, der tidligere hed en byplanvedtægt. Det er en detaljeret plan med bindende bestemmelser for et bestemt geografisk område i kommunen. Lokalplanen regulerer fremtidige forhold.
Lokalplanen kan bl.a. bestemme:
• hvordan lokalplanområdet må anvendes
• placering og omfang af bebyggelse, veje, friarealer m.m.
• materialevalg og udseende
Hvornår påbegyndes en lokalplan?
Lokalplaner kan opdeles i to typer efter deres oprindelse:
• Lokalplaner der skal realisere kommunens egne projekter, herunder opfølgning af kommuneplanen.
• Projektlokalplaner, der udarbejdes efter ansøgning fra private bygherrer eller lignende.
Kommunalbestyrelsen kan til enhver tid igangsætte udarbejdelse af nye lokalplaner.
Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en lokalplan som forudsætning for at gennemføre:
• Større byggerier/nedrivninger, anlægsarbejder eller udstykninger
• Ændring af et områdes anvendelse
• Bevaring af et eksisterende område (f.eks. bevaringsværdige bygninger, kulturhistorisk miljø)
• Væsentlige fysiske ændringer i øvrigt, som har betydning for borgerne
Lokalplanen skal som udgangspunkt være i overensstemmelse med kommuneplanens rammebestemmelser. Hvis dette ikke er tilfældet, skal der som forudsætning for vedtagelse af lokalplanen udarbejdes et kommuneplantillæg.
Hvad skal en lokalplan indeholde?
En lokalplan består af fire afsnit suppleret med illustrerende kort, fotos og tegninger:
• Lokalplanens indhold, som beskriver baggrunden for lokalplanen og forklarer planens indhold og formål i hovedtræk.
• En redegørelse for lokalplanens forhold til kommuneplanen og anden planlægning i øvrigt.
• Lokalplanens bestemmelser, som indeholder juridisk bindende paragraffer.
• Lokalplanens retsvirkninger, som omhandler hvilke retsvirkninger et lokalplanforslag har og hvad der vil gælde, når lokalplanen er endeligt vedtaget.
Hvis der i forbindelse med lokalplanen er udarbejdet et Kommuneplantillæg, er dette tillæg vedhæftet lokalplanen. Men kommuneplantillægget er et selvstændigt juridisk dokument.
Borgenes muligheder
Ved udarbejdelse af en lokalplan laves først et lokalplanforslag, der som minimum fremlægges til offentlig høring i 8 uger. Offentliggørelsen annonceres i de lokale aviser og på kommunens hjemmeside. Alle borgere, foreninger og andre myndigheder kan komme med bemærkninger, indsigelser og ændringsforslag til planforslaget. De indkomne bemærkninger skal herefter behandles og forelægges kommunalbestyrelsen, inden lokalplanen kan vedtages i sin endelige form. Den endeligt vedtagne lokalplan tinglyses på ejendommene omfattet af planen.
Ændring af en lokalplan kan kun ske ved at udarbejde en ny.
Klage
Når lokalplanen er endelig vedtaget, kan man klage over den. Man kan kun klage over formelle mangler - de såkaldte retlige spørgsmål. Man kan ikke klage over skønsmæssige afgørelser - det vil sige, hvis man for eksempel mener, at Byrådet skulle have truffet en anden afgørelse.
Klager sendes til Naturklagenævnet, Frederiksborggade 15, 1360 København K.
Klagen skal være skriftlig, og fristen er fire uger fra offentliggørelsen. Vil man anlægge retssag, skal man gøre det inden seks måneder.
Dispensation
Men hvis der er væsentlige begrundelser for mindre ændringer, som ikke strider mod lokalplanens grundlæggende principper, kan kommunalbestyrelsen dispensere. Som hovedregel gives kun dispensation efter en forudgående skriftlig orientering til ejere, naboer og brugere i det område, der er omfattet af planen, jf. planlovens § 19 og 20.
Lokalplanen grundlæggende principper er beskrevet i den enkelte lokalplan i bestemmelsernes §1 og 3.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte PLAN i Teknik & Miljø.
PLAN
Plantagevej 4, Bov
dk-6330 Padborg
plan@aabenraa.dk












