Find en institutions hjemmeside


 

Drikkevand

Drikkevand er grundvand!
Hovedparten af det vand, som bruges i Danmark til drikkevand, industri og markvanding stammer fra vores undergrund i form af grundvand. Grundvandet har forskellig sammensætning og alder, alt afhængigt af, hvor i landet man bor, og fra hvilket grundvandsmagasin vandet hentes. Grundvandet stammer oprindeligt fra den nedbør, som faldt over landet.

Hvor meget vand bruger vi?
Hver dansker bruger i gennemsnit ca. 140 l vand i døgnet, på et år bliver det til 51100 l vand, som svarer til 51 m3 vand. En familie på 4 personer bruger dermed ca. 200 m3 vand om året. Vi bruger det meste af vandet til toiletskyl og bad. En mindre del går til madlavning og rengøring. Hver gang du åbner for vandhanen kommer der rent vand ud, som kan drikkes, men vi bruger det samme rene vand til alle formål.
Det er derfor vigtigt at vi ikke burger mere vand end nødvendigt, så vi også sikre fremtidens generationer rent drikkevand.

Fare for grundvandet
Der er hele tiden en risiko for, at grundvandet kan blive forurenet, samtidig bliver vi hele tiden klogere på forskellige stoffers påvirkning af blandt andet grundvandet, men også vandmiljøet som helhed.

Nitrat
Nitrat er et af de stoffer, som vi ofte finder i grundvandet i områder med sandjord. I Danmark er grænseværdien for nitrat 50 mg/l. Nitrat stammer fra den kvælstof, som på et tidspunkt er tilført jorden som gødning enten via handelsgødning (kunstgødning) eller husdyrgødning.
Hvis jorden tilføres mere kvælstof end planterne kan optage, vil der på et tidspunkt ske en udvaskning af nitrat, som jorden omdanner kvælstoffet til. Udvaskningen afhænger i høj grad af planternes vækstbetingelser samt af nedbørsmængderne. Hvis der i perioder falder mere nedbør end normalt vil udvaskningen ofte stige og dermed påvirke grundvandet.

Pesticider
Vi har de sidste 50 år brugt pestcider til plantebeskyttelse i landbruget, gartnerier og frugtplantager. Hvornår disse stoffer er kommet i grundvandet er der ingen viden om, da der kun er analyseret for stofferne de seneste 10 år. Der er ingen tvivl om, at de farligste stoffer er totalukrudtsmidler, som bruges til at fjerne alt ukrudt på gårdspladser, stier og lignende steder. Områder som sprøjtes regelmæssigt har ikke den samme organiske sammensætning, og jorden mister derfor sine filteregenskaber. Pesticider kan derfor lettere transporteres med regnvandet ned til grundvandet.

Hvad kan vi gøre for at beskytte grundvandet?
I Danmark kommer der hele tiden ny viden til grundvandsområdet, i form af forskning i farlige stoffer og viden om undergrunden (geologiske forhold). Vandet som kommer fra vandværkerne bliver med jævne mellemrum analyseret for skadelige stoffer, så vi på den måde kan være sikre på, at vandet hele tiden har en høj kvalitet.
Alle forbrugere bidrager til forskningen i og kortlægningen af grundvandet via de forbrugsafgifter som opkræves af vandet.
Der er meget grundvand i vores undergrund, men spørgsmålet er om kvaliteten af vandet er god nok, derfor kan man som borger godt tænke over, at rent vand ikke er en selvfølge. I det daglige kan brugen af sprøjtegifte i haven eller på gårdspladsen måske helt undlades, og der kan i stedet for anvendes alternative midler f. eks. ukrudtsbrænder eller skuffejern.
På Naturstyrelsens hjemmeside om vand kan der findes flere oplysninger for hele drikkevandsområdet.

Senest redigeret af webredaktør den 16-03-2012

Aabenraa Kommune Skelbækvej 2 6200 Aabenraa Telefon: 73 76 76 76 Fax: 73 76 76 77 post@aabenraa.dk Sikker post Cookies
skybrud.dk
.