Et nødkald er en anordning, der gør det muligt for personer - der ikke er i stand til eller har svært ved at benytte en telefon - at tilkalde hjælp ved et enkelt tryk på en knap.
Et nødkald kan bevilges midlertidigt af en hjemmesygeplejerske som et plejehjælpemiddel. Hjemmesygeplejerskerne kan kontaktes på et af de numre, der fremgår af telefonlisten for hjemmesygeplejersker.
Kriterierne for tildeling af nødkald som et plejehjælpemiddel
Der foretages en konkret fagligt begrundet individuel helhedsvurdering af ansøgerens funktionsevne og samlede livssituation som grundlag for bevillingen, herunder om der er en rask ægtefælle/samlever og om brugeren har forståelse for og kan betjene nødkaldet.
Målgruppen er brugere med:
- hyppig faldtendens
- hjerte- og lungesygdomme
- terminalpatienter
- brugere som har et behov for at kunne tilkalde hjælp døgnet rundt pga. komplekst plejebehov
Der kan i særlige tilfælde tilkobles røgalarm, sladremåtte mm til nødkaldeanlægget.












