Jf. Miljøministeriets BEK 717 af 13. juni 2006 skal der udføres støjkortlægning og støjhandlingsplaner for vejstrækninger med mere end 16.000 køretøjer i døgnet. I bekendtgørelsens kriterium for udvælgelse af vejstrækninger er der altså alene set på trafikintensiteten og eksempelvis ikke på antal berørte boligenheder. Hertil skal også nævnes, at de 16.000 køretøjer i døgnet ikke kan sidestilles med grænseværdierne for hvornår man sundhedsmæssigt set påvirkes af støjen. Grænsen på de 16.000 køretøjer i døgnet er sandsynligvis valgt for at stille vejmyndighederne overfor en overskuelig kortlægningsopgave. Med yderligere krav fra bekendtgørelsen følger nemlig en kortlægningsopgave over alle vejstrækninger med mere end 8.000 køretøjer i døgnet, der skal være gennemført og offentliggjort inden juni 2012.
Kommunen er dog opmærksom på, at der også langs andre trafikerede strækninger kan være borgere der føler sig generet af støj. Aktuelt er, at der p.t. ikke er afsat penge til yderligere analyser af trafikstøj i kommunen – og endelig er det under alle omstændigheder byrådets beslutning i forhold til handlingsplanen, der afgør om der skal investeres i konkret støjbekæmpelse.
Men der kan være mulighed for at bekæmpe generne i et omfang, hvor løsninger kan indarbejdes i den almene drift, planlægning og som følge af anlægsprojekter. Eksempler herpå kan være ved udlægning af støjsvag asfalt, nedsætning af hastigheden, forbud mod tunge køretøjer eller ved placering af overskudsjord i en støjvold.
Det er kommunens hensigt at lave et register med henvendelser fra borgergrupper der føler sig generet af trafikstøj, hvor hver enkelt lokalitet bedømmes med henblik på bekæmpelse ved handlemulighederne indenfor den almene drift og planlægning. Det vil først og fremmest være henvendelser fra større borgergrupper, hvor eksempelvis en stor del af et lokalt boligområdes beboere kan opnå støjbeskyttelse, der vil komme i betragtning. Hvor kun meget få boliger vil opnå en effekt i eventuelle tiltag, kan det ikke forventes at der afsættes resourcer til bedømmelse heraf.
Henvendelser omkring støjgener, udover de kortlagte strækninger, kan fremsendes til Henrik Bützau Hasling på mail hbhas@aabenraa.dk eller til Teknik & Miljø, Skelbækvej 2, 6200 Aabenraa. Ved henvendelse bedes følgende oplysninger fremgå:
- Lokalforeningens navn
- Navn og kontaktoplysninger på foreningens formand
- Beskrivelse af støjkilden
- Vurdering af antal støjramte boliger
- Eventuelt forslag til reducering af støjen
Det skal understreges, at oplysninger alene kan forventes at indgå i et register til benyttelse ved planlægning af drifts- og anlægsopgaver. Det kan ikke forventes at der afsættes særskilte midler til gennemførelse af tiltag til støjbekæmpelse og det vil alene være kommunens afgørelse, om der skal ske tiltag (med undtagelse af anlæg af støjvolde, der ikke kan ske uden en dispensation fra lokalplanen og hermed høring af beboerne).
Hvis du vil vide mere så kontakt Henrik Bützau Hasling på tlf. 73767771












