Find en institutions hjemmeside


 

Vejbelysningspolitik

OMFANG
Vejbelysningspolitikken omfatter belysninger på offentlige færdselsarealer, der administreres af Vej, Park og Ejendomme, opdelt på følgende færdselsarealer:

  • Trafikveje, vejklasse 1 og 2
  • Lokalveje, vejklasse 3 og 4
  • Stier
  • Pladser og særlige anlæg

Belysningsanlæggene er i det efterfølgende alle benævnt som vejbelysningsanlæg.


FORMÅL
Vejbelysningspolitikken skal danne grundlag for forvaltningens løbende administration og arbejdet frem mod en vejbelysningsplan ved

  • Overordnende retningslinier for hvor der skal være vejbelysning og hvorledes der skal belyses
  • Muligheder for tilslutninger af julebelysning m.m.
  • En harmonisering af natslukninger.

Med vejbelysningspolitikken tilstræbes en ensartet og logisk sammenhængende vejbelysning både ved nyanlæg og renoveringer, herunder opgradering af eksisterende vejbelysninger i forbindelse med løbende vedligeholdelse.

LOVGRUNDLAG M.V. FOR EN BELYSNINGSPOLITIK
For belysning på veje gælder vejlovens almindelige bestemmelser i § 10, hvoraf det fremgår, at det påhviler vejbestyrelsen at holde vejen i den standard, som trafikkens art og størrelse kræver.

Der er på grundlag af vejloven og lov om private fællesveje i 1999 udarbejdet vejregler for vejbelysning, der til dels er bindende og til dels er vejledende. I henhold til cirkulære om vejbelysning er disse vejregler bindende for fodgængerfelter og signalregulerede kryds.

Ifølge vejreglerne bør alle færdselsarealer i bymæssige områder som hovedregel belyses, medens veje i det åbne land normalt ikke belyses.

Betegnelsen "bymæssigt område" som benyttes i vejreglerne vil ofte, men ikke altid være sammenfaldende med de områder der afgrænses af oplysningstavler E55 "Tættere bebygget område".

Udpegning og afgrænsning af de bymæssige områder foretages således af den enkelte vejbestyrelse.

Alle vejbelysningsanlæg, incl. midlertidigt tilsluttede belysninger m.m. skal overholde krav om fejlstrømssikring i Stærkstrømsbekendtgørelsen. Disse krav var skærpede med virkning fra 01. juli 2008, således at alle belysningsanlæg fra denne dato skal være i overensstemmelse med sikkerhedsklasse 2.

Efter forhandlinger mellem Kommunernes Landsforening og Sikkerhedsstyrelsen er der nu udarbejdet en ændring til bekendtgørelse, der er udsendt til høring.

Ifølge den ændrede bekendtgørelse er krav om fejlstrømsbeskyttelse af gade- og vejbelysning taget ud af bekendtgørelsen. I stedet for dette krav skal kommunerne opgradere disse belysninger i den løbende vedligeholdelse.

EKSISTERENDE FORHOLD

Omfang
På vejnettet i Aabenraa Kommune er der etableret vejbelysning på i ca. 217 km ud af kommunens i alt ca. 1550 km vej. Det samlede antal belysningsenheder (mast og armatur) udgør ca. 16.000.

Der er i langt overvejende grad tale om vejbelysningsanlæg i bymæssige områder og i det åbne land ved indfaldsveje til bymæssige områder samt i en nogle mindre samlede bebyggelser.

Tilstand
Vejbelysningsanlæggene består af meget varierende anlæg, både hvad angår tilstand, forsyningsnet, samt armatur – og mastetyper. Det vurderes at langt den overvejende del af anlæggene er etableret før 1994 - det vil sige – før der blev indført krav om sikkerhedsklasse 2 i forbindelse med nyanlæg og renoveringer af vejbelysninger, og dermed også før vejreglernes ikrafttræden i 1999.

Sikkerhedskrav
Efter den seneste ændring af stærkstrømsbekendtgørelsen, skal der ved udskiftninger eller reparationer i vid udstrækning foretages supplerende beskyttelse, hvor der er dele, der ikke er i overensstemmelse med sikkerhedsklasse 2.

Vej, Park og Ejendomme vurderer, at de samlede omkostninger til nødvendige opgraderinger på sigt vil være i størrelsesordenen 60.000.000 kr. (prisniveau medio 2008).

På flere af vejbelysningsanlæggene er der etableret udtag til julebelysning, der i langt overvejende grad ikke lever op til krav om sikkerhedsklasse 2 og det er forvaltningens umiddelbare vurdering, at der ikke kan opnås tidsfristforlængelse for sikkerhedskrav til udtag til julebelysning og andre midlertidige belysninger.

Driftsforhold
Fra 01. januar 2008 og 4 år frem er vejbelysningsanlæggene - med undtagelse af forsyningsledninger - leaset af Sydenergi (vejbelysningsanlæggene på de tidligere landevejstrækninger kommer med fra 01.januar 2009). Leasingaftalen indebærer kun mulighed for i et yderst begrænset omfang at renovere bestående belysningsenheder.

Alle de gl. kommuner har leveret el uden beregning eller givet tilskud til diverse foreninger, der sørger for julebelysninger på en række vejbelysningsanlæg i bymæssige områder, hvor der er etableret udtag hertil. Mange af disse udtag er bekostet af kommunerne og amtet.

Efter at vejbelysningsanlæggene er leaset af Sydenergi er elafgifter afløftet og der herved opstået en situation hvor strømforbruget til julebelysninger skal udskilles fra vejbelysningen, idet der ikke kan afløftes elafgifter for dette forbrug.

I flere af de tidligere kommuner har kommuner betalt for elforbruget til vejbelysningsanlæg på private fællesvej og bl.a. i gl. Aabenraa kommune har kommunen herudover afholdt udgifterne til vedligeholdelse af disse vejbelysningsanlæg.

Tænd-/sluktider
Tændingstider på vejbelysningsanlæggene er langt overvejende styrede fra samme lysmåler, således at belysningsanlæggene - afhængig af dagslyset - tænder samtidigt sidst på dagen og slukker samtidigt om morgenen.

I nogle af de gl. kommuner har der været perioder hvor vejbelysninger har været slukket om natten som flg.:


Natslukning

Hverdage

Nætter mellem
fredage -lørdage

Nætter mellem
lørdage-søndage

Gl. kommune

Fra kl. – til kl.

Fra kl. – til kl.

  Fra kl. – til kl.

Tinglev

00.00 - 05.30

slukkes ikke

slukkes ikke

Aabenraa

00.30 - 05.30

02.00 - 06.00

02.00 - 06.30

Lundtoft

00.30 - 05.30

02.00 - 06.00

02.00 - 06.30














I gl. Aabenraa kommune er det dog således, at der i henhold til handlingsplan for vejbelysning 1998 - 2005 ikke natslukkes fuldstændigt, men belysningsniveauet eller reduceres efter følgende principper:

  • Aabenraa, bymidten                     Dæmpning alle dage 22.00-06.00
  • Primærveje i Aabenraa by og
    større industriområder                  50% natslukkes 22.00 -06.00
  • Stamveje i bolig- og byområder   75% natslukkes
  • Boligveje                                     100 % natslukkes

Sidstnævnte er dog ikke fuldt ud gennemført, idet den fornødne økonomi til ændringer ikke har været til stede.

Principperne i gl. Aabenraa kommune kan forklares som flg.

  • Lysdæmpning, hvor der i natslukningsperioder er svagere lys i alle lampesteder.
  • Reduceret natslukning hvor eksempelvis 50 % af lampestederne forbliver tændte i natslukningsperioder.

For Gl. Lundtoft kommunes vedkommende er der enkelte armaturer i centrale områder i Felsted og Kliplev der ikke natslukkes.

I de øvrige gl. kommuner og på de tidligere amtsvejstrækninger natslukkes der ikke.

FORSLAG TIL MÅLSÆTNING
Vejbelysningen skal bidrage til sikkerheden for trafikanterne samt bidrage til tryghed for både trafikanterne og borgerne.

Ved nyanlæg og renoveringer skal der tilstræbes en begrænsning af energiforbruget og vedligeholdelsesudgifter samt en øget driftssikkerhed.

Vejbelysningen skal udvikles til understøtning af de enkelte bysamfunds særpræg og være æstetisk tilpasset omgivelserne.

Vejbelysningen skal bidrage til at understrege særlige kvaliteter såsom historiske træk, arkitektur og pejlemærker.

Lysforurening i form af f.eks. spildlys eller blænding skal undgås.

FORSLAG TIL GENERELLE BESTEMMELSER FOR VEJBELYSNINGSANLÆG
Strækninger indenfor den færdselsmæssige byzone (E55).
Der skal være vejbelysning på alle vejstrækninger.

Alle vejklasse 1-, 2- og 3-veje skal belyses efter vejreglerne.

Vejklasse 4-veje skal kun orienteringsbelyses.

Alle stistrækninger orienteringsbelyses.

Vejbelysningsanlæg på pladser og særlige anlæg tilrettelægges udfra det arkitektoniske eller kulturelle særpræg for anlægget og det omgivelser og vil overvejende have karakter af orienteringsbelysning.

Strækninger udenfor den færdselsmæssige byzone (E55).
Der skal som hovedregel ikke være vejbelysning på disse vejstrækninger, med undtagelse af

  • ved fodgængerfelter og signalregulerede kryds,
  • ved rundkørsler, hvor der er vejbelysning på en af vejgrenene eller hvor der er cykelsti.
  • Ved samkørselspladser ved motorveje.
  • på vejstrækninger med en særlig trafikal betydning eller hvor der er etableret særlige trafiksikkerhedsmæssige foranstaltninger.
  • På skoleveje, cykelstier og ved busskure efter en konkret trafiksikkerheds- og tryghedsmæssig vurdering.

På vejklasse 1, 2 og 3-vejstrækninger, er grundlaget en konkret trafiksikkerhedsmæssig vurdering af strækningerne og antallet af overkørsler. Som hovedregel skal der være mindst 20 overkørsler, som ligger tilstrækkelig tæt (mindst 35 pr. km).

Generelt lægges der op til bibeholdes eksisterende orienteringsbelysning, men ved behov for renovering af anlæg vurderes det konkret trafiksikkerhedsmæssigt om det er nødvendigt at bevare det eksisterende vejbelysningsanlæg af trafiksikkerhedsmæssige årsager.

På cykel- / gangstier og ved busskure bevares vejbelysningen i det eksisterende omfang.

Natslukning
På vejklasse 1- og 2-veje natslukkes ikke.

På vejklasse 3-veje. - hvor der ikke er særlige trafikale hensyn, der skal tilgodeses - natslukkes 50 % af lampestederne.

I Aabenraa, bymidten bevares dæmpning alle dage 22.00-06.00.

I bymidter i Padborg, Rødekro og Tinglev indføres tilsvarende lysdæmpning i den takt det er økonomisk hensigtsmæssigt.

På øvrige veje, stier og pladser natslukkes som hovedregel

  • Hverdage        kl. 00.30 – 05.30
  • Weekend        kl. 02.00 – 06.30

Der natslukkes ikke i weekender fra sidste weekend i november og frem til jul og der natslukkes endvidere ikke fra den 23. december - til den 01. januar (begge dage incl.).

Ved ringridninger, byfester og andre lignende større arrangementer kan der ansøges om at natslukningen undlades (ansøgningsfrist minimum 10 arbejdsdage før arrangementet).

Julebelysning
Der skal fortsat være muligheder for tilslutning af julebelysning i det hidtidige omfang.

Julebelysning kan tillades i perioden 20. november – 05. januar begge dage inklusive.

Foreninger m.m. der ønsker at opsætte tilslutte julebelysning til vejbelysningsanlæg skal ansøge forvaltningen herom.

Det er en forudsætning at foreninger m.m., der ønsker at tilslutte julebelysning til belysningsanlæg, selv skal sørge for og bekoste de nødvendige ændringer, således at udtag på vejbelysningsanlæg særskilt overholder kravene til sikkerhedsklasse 2, samt at der opsættes særskilte målere eller at der på anden måde sikres at elforbruget kan udtages af det samlede elforbrug til vejbelysning.

Aabenraa kommune betaler fortsat elforbruget til julebelysninger.

Vejbelysning på private fællesveje
Forslag til udfasning af afholdelse af udgifter til elforbrug og vedligeholdelse indarbejdes i vejbelysningsplanen.

KONSEKVENSER
Der er generelt lagt op til bevarelse af eksisterende belysningsanlæg, dog med mindre justeringer.

Forslag til belysningsniveauer i henhold til vejreglerne for vejklasse 1 og 2 veje vurderes langt overvejende at svare til eksisterende forhold, hvorimod der vurderes at være en lang række vejklasse 3 veje, hvor vejbelysningen på sigt skal opgraderes.

Forslag vedr. belysningskrav til vejklasse 3 veje samt pladser og stier svarer helt overvejende til eksisterende belysningsforhold.

Harmoniseringsforslaget vil udover mindre justeringer vedr. natslukningsperioder i gl. Aabenraa, gl. Lundtoft og gl. Tinglev kommuner selvsagt medføre serviceforringelse på en del af de belyste vejklasse 3 veje samt på alle belyste vejklasse 4 veje i gl. Bov og gl. Rødekro kommuner.

Undladelse af natslukning på vejklasse 1 og 2 veje vil være en serviceudvidelse på de overordnede veje i færdselsmæssige byområder i gl. Aabenraa og gl. Tinglev kommuner.

Forslaget om 50 % natslukning på nogle vejklasse 3 veje vil for Gl. Aabenraa kommunes vedkommende være en stort set uændret situation på vejklasse 3 veje i færdselsmæssige byzoner. For gl. Tinglev og gl. Lundtoft kommuners vedkommende vil der være tale om en serviceudvidelse.

Undladelse af natslukning i perioden op til jul og frem til nytårsdag vil være en serviceudvidelse på vejbelysningsanlæggene i gl. Aabenraa, gl. Lundtoft og gl. Tinglev kommuner.

Det samlede forslag om harmonisering og justering af natslukningen vurderes umiddelbart at være udgiftsneutralt. Undlades natsænkning totalt, vil den årlige merudgift være i størrelsesordenen 1.000.000 kr. til elforbrug og yderlige vedligeholdelsesudgifter.

Nødvendige ændringer i forbindelse med harmonisering og justeringer af natslukning er ikke beregnet, men der vurderes, at de nødvendige ændringer kan afholdes indenfor indeværende års driftsbudget.

FORSLAG TIL STRATEGI
Når de sikkerhedsmæssige forhold, i forhold til nyeste ændring til stærkstrømsbekendtgørelsen, er afklaret udarbejdes der en samlet handlingsplan for renovering af vejbelysningen.

Nødvendige opgraderinger de eksisterende vejbelysningsanlæg i forhold til målsætningerne for vejklasserne 1, 2 og 3 søges foretaget i forbindelse med nødvendige renoveringer eller opgradering af vejbelysningsanlæg.

For alle nytilkommende vejbelysningsanlæg sikres det, at målsætningerne for den/de pågældende vejklasse er opfyldte.


Vedtaget på Teknik og Miljøudvalget den 19. juni 2008



Senest redigeret af webredaktør den 05-03-2010

Aabenraa Kommune Skelbækvej 2 6200 Aabenraa Telefon: 73 76 76 76 Fax: 73 76 76 77 post@aabenraa.dk Sikker post Cookies
skybrud.dk
.