Der er indgået en bred aftale om principperne for fremtidens skolestruktur i Aabenraa Kommune. De bærende elementer i aftalen er Aabenraa Kommunes ønske om at bevare korte skoleafstande for de yngste elever og samtidig skabe de bedst mulige læringsbetingelser inden for de økonomiske rammer.
De væsentligste ændringer bliver, at Aabenraa Kommune samler 7.-9. klasseoverbygningen på færre, rene overbygningsskoler. En enkelt skole, Holbøl Skole, nedlægges.
Brundlundskolen, Kruså Skole og Rødekro Skole bliver rene overbygningsskoler for 7.-9. klasse, mens Stubbæk, Felsted, Løjt og Tinglev skoler forbliver 0. til 9. klasseskoler. De tre børneuniverser bibeholdes og børneuniverstankegangen ses gerne udbredt til flere steder.
- Jeg er meget tilfreds med, at der har været en politisk vilje til at nå en bred aftale. Det er en løsning, der hugger den gordiske knude over ved på én og samme tid at tilgodese både nærheden, fagligheden og økonomien på skoleområdet, siger borgmester Tove Larsen.
Gruppeformand for Venstre, Susanne Beier er også tilfreds:
- Det har været vigtigt for os, at der med aftalen er fokus på at udvikle pædagogiske læringsmiljøer for de ældste elever, og at det ikke alene er ændringer begrundet i besparelser, siger Susanne Beier.
Både Susanne Beier og Tove Larsen er stolte over, at der skabes mulighed for gode læringsmiljøer især i overbygningen, samtidig med, at de korte afstande og trygge rammer for de yngste børn bevares.
Det økonomiske rationale i den nye skolestruktur er cirka 17 millioner kroner årligt. En del af denne besparelse vil blive brugt på at finansiere det sparekrav, der er på skoleområdet. Men på trods af sparekravet, vil der stadig være et betydeligt millionbeløb ud af den årlige besparelse på 17 millioner kroner til at styrke kvaliteten, inklusionstankegangen og fagligheden i folkeskolen.
- Jeg er glad for, at vi også har sikret muligheden for at udvikle kvaliteten og fagligheden i vores folkeskole. Og jeg ser frem til at arbejde videre med at konkretisere aftalen om den ny skolestruktur i Aabenraa Kommune, siger formand for Skole- og Dagtilbudsudvalget, Jørn Ulrik Larsen.
Når forslaget er blevet konkretiseret yderligere, sendes det i høring blandt relevante parter. Aabenraa Kommune forventer, at den endelige beslutning om skolestrukturen kan træffes i byrådet i 2010.
Det er ikke muligt at gennemføre alle ændringer og anlæg i 2011. Derfor vil der gå en periode, før strukturen er fuldt gennemført. Det er et bredt flertal af byrådets partier, der står bag aftalen. Konservative står udenfor.
Du kan læse aftalen her












