Historien kan sendes til uddannelsesansvarlig Annette Havmand, ahav@aabenraa.dk, hvorefter den ligges på hjemmesiden.
En sjov og spændende dag med bevægelse og sundhed
Af Julie Knudsen, 2. års elev, Byrådssekretariatet og Cecilie Gylling, 1. års eventkoordinatorelev Kultur & Fritid.
Den 19. april 2012 blev der afholdt Forskningens Døgn i Agoraen på Høje Kolstrup i Aabenraa, med temaet ”Bevæg dig glad”, og både kontor-, it-, og eventkoordinatoreleverne fra Aabenraa Kommune var så heldige at få lov til at give en hjælpende hånd med til dette arrangement.
Vi havde alle sammen fået forskellige opgaver, som skulle løses før, under og efter Forskningens Døgn. Nogle skulle hænge plakater op rundt omkring i kommunen, mens andre skulle dele T-shirts ud til alle dem, som gav en hjælpende hånd med til Forskningens Døgn. Resten delte programmer og evalueringsskemaer ud, tog billeder, talte publikum ved hjælp af klikkere og hjalp med skoleaktiviteterne i skolegården.
Kl. 12.00 var det tid til fælles frokost, hvor alle elever var samlet og spiste sammen. Sådan som vi plejer at gøre på en normal arbejdsdag.
Efter frokost skulle vi være med til ”Vild med dans” med Mads Vad, som er kendt fra tv’et. Han skulle lære os at danse engelsk vals og cha cha cha. Hvilket vi var super gode til, hvis vi selv skal sige det! Hele kroppen var i bevægelse, og især lattermusklerne blev brugt under dansene.
Senere på eftermiddagen skulle der danses folkedans, det var en stor oplevelse og endnu en gang var lattermusklerne i gang. Vi gik hånd i hånd med de ældre borgere og dansede på livet løs.
Nogle af os fik lavet en sundhedstest, hvor man fik mål fedt procent, blodtryk osv. og ikke alle var lige begejstrede for deres resultater.
I løbet af dagen fik vi også tid til at prøve kræfter med forskellige koncentrations- og sundhedsøvelser og bevægelsesspil på Wii.
Vi sluttede dagen af med et foredrag med Birgitte Nymann kost ekspert kendt fra Tv, som fortalte om motion, træning og sundhed. Hun var meget levende at høre på, så foredraget var rigtig spændende, og vi fik en masse ud af det.
Forsknings Døgn var en spændende og lærerig dag for os elever. Det var en dag med en masse sjove og anderledes aktiviteter og en masse social sammenvær.
Fakta:
- "Bevæg dig glad" var temaet for Forskningens Døgn 2012 i Aabenraa Kommune.
- Bevægelse er et gennemgående tema i Aabenraa Kommunes sundhedspolitik, og sundhed og bevægelse er et af indsatsområderne i den kommende planstrategi Sund Vækst.
- Forskningens Døgn - også kaldet videnskabsfestivalen - skal bidrage til at vække interesse og forståelse for den forskning, der foregår i Danmark. Det er uddannelsesministeriet, der er initiativtager til Forskningens Døgn.
- Aabenraa Kommune har søgt og fået 60.000 kr. i tilskud til arrangementet fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
Af Signe Hagedorn, 1. års elev, Byrådssekretariatet
Den 17. november 2009 var jeg så heldig at få lov til at give en hjælpende hånd til kommunal- og regionsrådsvalget.
Tidligt på dagen hjalp alle elever med at gøre klar til, at borgerne kunne stemme i Sønderjyllandshallen. Om eftermiddagen fik jeg lov til at besøge fire af de 32 valgsteder i kommunen for at få et indblik i, hvordan valgdagen forløb.
Klokken 20.00 gik det løs i Sønderjyllandshallen. Stemmerne fra alle kommunens valgsteder skulle tælles op og samles i valgcafeen. I valgcafeen sørgede en række kolleger og jeg for, at resultaterne løbende blev hængt op på opslagstavler og vist på storskærme, så politikere, journalister og andre gæster kunne følge med. Selvom der var travlt, og spændingen hvilede i lokalet, var humøret højt og stemningen god.
Klokken 23 var stemmerne talt op. I valgcafeen var journalisterne ivrige efter at få udskrifter af resultaterne, så de kunne bringes i medierne så hurtigt som muligt.
Dagen efter deltog de andre elever og jeg i fintælling i Sønderjyllandshallen.
Det var interessant at opleve de forskellige sider af valget. Derfor synes jeg, at det er en god historie, som jeg gerne vil dele med andre. Det kan også give – både nye og nuværende elever - et indblik i, hvad jeg blandt andet foretager mig i Byrådssekretariatet.
Hvis du vil vide mere så kontakt Annette Havmand på tlf. 73767162












