Gå til hovedindhold

Klimaerklæring Aabenraa

Aabenraa Kommune logo

Klimaerklæring Aabenraa

Bak op om Klimaerklæring Aabenraa

Klimaerklæring Aabenraa er vores fælles ambition om at tage ansvar for den grønne omstilling i Aabenraa Kommune. Klimaerklæringen er blevet til på baggrund af de mange input vi har modtaget fra virksomheder, institutioner, samarbejdspartnere og borgere, da vi udarbejdede Klimaplan 2022 for Aabenraa Kommune.

Vi inviterer nu virksomheder og institutioner til at bakke op om klimaerklæringen og fortælle, hvordan I har fokus på den grønne omstilling.

Klimaerklæring Aabenraa

Klimaforandringerne kommer i fremtiden til at påvirke, hvordan vi lever og driver virksomhed i Aabenraa Kommune. Vi vælger at se denne udfordring som en mulighed for at udvikle Aabenraa til en klimavenlig kommune, hvor det er attraktiv at arbejde og bo.

Ingen af os kan løse klimaudfordringen alene. Det er en fælles opgave, som vi er sammen om. De fælles løsninger er udgangspunktet for kommunens klimaplan fra september 2022. Her forpligter vi os til at leve op til Paris-aftalens målsætninger om at være klimaneutral senest i 2050. Samtidig med at vi sikrer, at vi er modstandsdygtige over for klimaforandringerne.

Den fælles tilgang kommer også til udtryk her i klimaerklæringen, som er formuleret på baggrund af dialoger og input fra aktører som led i udviklingen af klimaplanen:

Vi ser den grønne omstilling som en udviklingsdagsorden

Vi vælger at se klimaudfordringen som en mulighed for at udvikle vores måde at drive virksomhed på. Både de store strategiske satsninger og de små handlinger i hverdagen tæller. Det gælder i de store sektorer landbrug, transport og energi, men også inden for andre brancher som eksempelvis byggeri og detailhandel.

Vi samarbejder om den grønne omstilling

Vi anerkender, at vi har forskelligt afsæt for den grønne omstilling. Vi ønsker, at den grønne omstilling bliver et samlende projekt, hvor vi bidrager med det, vi kan. Vi tager udgangspunkt i vores lokale styrkepositioner, når vi udvikler klimavenlige løsninger, som eksempelvis grøn energiproduktion gennem sektorsamarbejder.

Vi vil fællesskabet og fremtiden

Der er store potentialer for grøn udvikling i Aabenraa Kommune. Vi skal være ambitiøse og samtidig bygge videre på vores stærke traditioner, så vi styrker både erhvervslivet og de lokale fællesskaber. Vi deler ud af vores erfaringer og inspirerer andre med de gode historier. Sådan bliver vi gode ambassadører for den grønne omstilling.

Bak op om lokal handling

Mange er allerede godt i gang med den grønne omstilling. Flere er på vej. Med klimaerklæringen tilslutter din virksomhed eller institution sig den fælles ambition.

Sådan bakker din virksomhed eller institution op om Klimaerklæring Aabenraa

Udfyld formularen og fortæl, hvordan din virksomhed eller institution sætter fokus på den grønne omstilling:

Udfyld formularen her

Formularen kan udfyldes af virksomheder og institutioner med adresse i Aabenraa Kommune.

Se eksempler på klimaerklæringer