Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Udviklingen fortsætter i Rødekro: Udvalgt i forsøgsprojekt Frie bymidter

Der sker noget i Rødekro, og nu tages endnu et vigtigt skridt i realiseringen af helhedsplanen. Plan- og Landdistriktsstyrelsen under Kirkeministeriet har nemlig valgt Rødekro som en af 14 byer i forsøgsordningen ”Frie bymidter”. Udvælgelsen sætter for alvor skub i udviklingen af bymidten i Rødekro.

09. okt. 2023

Indhold

    Siden juni 2022 har Rødekro været et af flere projekter i Danmark, som har arbejdet mod at blive en del af forsøgsprojektet ”Frie bymidter” under Plan- og Landdistriktsstyrelsen som hører under Kirkeministeriet.

    Nu er Rødekro blevet udnævnt til en af 14 byer, som bliver en del af den endelige forsøgsordning ”Frie bymidter”. De udvalgte byer får del af i alt 130 millioner kroner i statslig medfinansiering samt muligheden for at blive sat fri af eksisterende love og regler på planområdet med fokus på at skabe levende bymidter.

    - Vi er stolte over, at Rødekro er valgt ud til forsøgsordningen, og nu glæder vi os til at komme i gang med arbejdet. Efteråret vil vi bruge på at stykke en proces sammen, så vi er klar til at gå i gang i det nye år. Der sker meget i Aabenraa Kommune lige nu, og det kan også siges om Rødekro by. Vi har spændende planer på vej, og jeg er glad for, at den statslige medfinansiering kan være endnu et skub i den retning, siger borgmester i Aabenraa Kommune, Jan Riber Jakobsen.

    Konkret arbejdes der i Rødekro fortsat på en forbedret sammenhæng i bymidten. Blandt andet med midler fra cykelstipuljen, som skal skabe forankring i Rødekro, så byfornyelsesprojektet får et tydeligt aftryk og er et væsentligt skridt i realiseringen af Helhedsplan for Rødekro bymidte og mod Rødekros nye identitet. Ud over cykelstier er der også planer på vej om at etablere et bibliotek og kulturhus, som frisættelsen af lovgivningen nu giver mulighed for.

    - Etableringen af bibliotek og kulturhus vil tale ind i helhedsplanen for Rødekro, og det vil i den grad medvirke til mere liv i midten af byen. Faciliteterne giver mulighed for yderligere arrangementer og aktiviteter i Rødekro, lige som det også vil være muligt for privatpersoner, foreninger og virksomheder at benytte faciliteterne og medvirke til øget aktivitet. Derfor er jeg glad for, at forsøgsordningen nu bliver en realitet, så vi også kan sætte skub i ambitionerne om et bibliotek og kulturhus i midten af Rødekro, siger Signe Bekker Dhiman, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Aabenraa Kommune.

    Helhedsplanen for Rødekro beløber sig i alt 45,5 millioner kroner, som den statslige medfinansiering samt prioritering fra byrådet i Aabenraa Kommune skal finansiere. Visionen i helhedsplanen er Rødekro som en grøn stationsby, hvor blandt andet arbejdet med Hærvejsparken, som bliver omdrejningspunktet for bymidten og Rødekros nye grønne identitet allerede er godt i gang. Udviklingsrådet og Kometbutikkerne i området har været engageret i arbejdsgruppen igennem hele projektet.

    - Rødekro er virkelig kommet på landkortet med mange flotte projekter, og jeg vil gerne rose og takke det lokale engagement i byen. Kometbutikkerne og Udviklingsrådet har været med i arbejdsgruppen, og deres arbejde har været meget godt. Det er smittende at mærke entusiasmen blandt borgerne, og jeg glæder mig også på deres vegne over, at Rødekro nu er kommet endnu et stort skridt i realiseringen af helhedsplanen, siger formand for Aabenraa Kommunes udvalg for Plan, Teknik og Landdistrikter, Dorte Soll.