Byrådet besluttede på mødet den 27. august 2008 at ændre A-klassestrukturen med virkning fra 1. august 2009 fra 4 A-klasser til 2 A-klassecentre med hver 15 elever. Centrene placeres i Tinglev og Aabenraa.
A-klassecentret i Aabenraa, der er beliggende Øster Madevej 3, mangler plads til at kunne rumme 15 elever fordi tilbygningen viste sig at blive væsentlig dyrere end forventet nemlig 1.360.000 kr. Ungdomsskolebestyrelsen havde ansøgt om at få afsat 500.000 kr. på anlægsbudgettet. Forvaltningen anbefalede derfor, at få alternative løsninger af lokalebehovet i Aabenraa undersøgt.
Den nuværende placering af A-klassen i Aabenraa er meget hensigtsmæssig, idet der er gode busforbindelser fra den øvrige del af kommunen til rutebilstationen, der ligger i gåafstand fra A-klassens nuværende bygning - Øster Madevej 3. Der er derfor søgt alternative muligheder i dette område.
Ungdomsskolen har i samråd med Teknik og Miljø opstillet 4 løsningsmuligheder:
- Anvendelse af "Bufferen" - Øster Madevej 4 - hvor Husets seniorklub har til huse.
- Ny værkstedsbygning og ændring af nuværende værksted til undervisning - Øster Madevej 3.
- Tilbygning til Øster Madevej 3 - undervisningslokaler.
- Køb af ejendom i området og overdragelse af Øster Madevej 3 til Husets seniorklub.
Anvendelse af Øster Madevej 4 anses for uhensigtsmæssig på grund af, at undervisning på 2 adresser kræver ansættelse af yderligere personale, at seniorklubbens lokaler skal ombygges til undervisning og at seniorklubben derfor ikke længere kan være på adressen.
De to skitserede løsninger omkring A-klassens nuværende bygning: Ny værkstedsbygning og ombygning af eksisterende værksted til undervisning og tilbygning af undervisningslokaler anses begge for en god løsning.
Køb af ejendom i området og overdragelse af Øster Madevej til Husets seniorklub anses for en optimal løsning. Det giver mere plads til A-klassen og andre ungdomsskoleaktiviteter, såsom undervisning i AKUT-klassen, base for streetworkere mv.
Der henvises til bilag i sagen.












