Gå til hovedindhold

Aabenraa Kommune logo

Reduceret elafgift

Kommunen underskriver ikke blanketter fra energiselskaber vedrørende reduktion af elafgift. Læs mere nedenfor om baggrunden, og hvad du kan gøre i stedet for. Kommunen opdaterer selvfølgelig dine energi-oplysninger for din ejendom i BBR.

Indhold

    Før du kan søge om reduceret elafgift hos dit elselskab, skal din bolig være registreret i BBR (Bygnings- og BoligRegisteret) med varmeinstallation elvarme eller varmepumpe og opvarmningsmiddel elektricitet.

    Den registrering kan ske, når din bolig er opvarmet med el som primær varmekilde. Det kan fx være el-radiatorer, varmepumpe eller jordvarmeanlæg. Hvis du bor i et område med tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning i form af fjernvarme eller har anden opvarmningsform og derudover har installeret fx en luft-til-luft varmepumpe er el ikke din primære varmekilde.

    Ønsker du fx at installere en luft-til-vand-varmepumpe, men bor i et område med tilslutningspligt til fjernvarme, har du mulighed for at søge om dispensation fra tilslutningspligten ved at rette en skriftlig henvendelse til miljøsagsbehandler Dorian Storm Lemke. Hvis du opnår dispensation, kan du få registreret din nye varmekilde i BBR.

    Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er omfattet af tilslutningspligt til fjernvarme, kan du slå din bolig op på Aabenraa Kommunes GIS-kort.

    Du kan til enhver tid se din egen BBR på Bygnings- og BoligRegistrets hjemmeside.

    Hvis din bolig tidligere har været opvarmet med oliefyr, skal du sørge for at afmelde alle olietanke, der er i drift ifølge BBR-registeret hos Aabenraa Kommunes Miljøafdeling. Du kan afmelde olietanke på Aabenraa kommunes hjemmeside under Ændring af olietanke.

    Først når du har fået besked om, at alle olietanke(n) er afmeldt eller afblændede, kan du få registreret din nye varmekilde i BBR-registeret.

    Rettelser til BBR

    Det er bygningsejerens ansvar, at oplysninger i BBR er korrekte, og du har som ejer pligt til at give kommunen de relevante oplysninger.

    Hvis du har fået ny varmeinstallation og har glemt at få det ændret i BBR, eller der ser ud til at være en fejl i BBR vedrørende din varmeinstallation skal du rette det via Ret BBR-oplysninger eller ved at sende en mail til BBR.

    Der registreres ikke nogen dato i BBR for, hvornår din varmeinstallation blev ændret. Er det fx mere end tre år siden kan det ikke ses i BBR.

    Ansøgning om reduceret elafgift

    Kommunen har ikke noget at gøre med din ansøgning om reduceret elafgift. Det er alene et forhold mellem elselskabet og dig.

    Mange elselskaber beder desværre fejlagtigt deres kunder om at gå til deres kommune for at få udfyldt en blanket i forbindelse med ansøgningen. Det er imidlertid ikke kommunens opgave at bekræfte oplysninger fra BBR på en blanket. Det er heller ikke kommunens opgave at bekræfte datoer for ændring af varmeinstallation i mails over for ejer eller elselskab. Kommunen skal heller ikke registrere datoer for ændring af varmeinstallation som en notatlinje i BBR. BBR-registeret indeholder udelukkende informationer, som er påkrævet jævnfør BBR-loven. BBR-oplysninger er offentligt tilgængelige data. Elselskaberne har ikke lovhjemmel til at pålægge kommunen opgaver.

    Mangler du dokumentation for elvarme overfor dit elselskab?

    Dokumentationen kan du få, ved at gå ind på BBR.dk. Vælg "Se BBR-oplysninger" og søg din ejendom frem i søgefeltet.

    Under "Enheden" er der en knap, hvor der står "Dokumentation for elektricitet". Trykker man på knappen, dannes en PDF-fil, der giver den dokumentation fra BBR, der er behov for i den videre dialog med elselskaberne. Funktionaliteten kan tilgås af alle, der går ind på www.bbr.dk og kan således bruges af både ejere og deres energiselskab. Der kræves ikke MitID eller anden legitimering for at benytte løsningen.

    Dokumentationen viser, hvornår registreringen er sket i BBR. Hvis registreringer er ældre end 5 år vises kun teksten "Registreret for mere end 5 år siden".

    Løsningen er godkendt af Skattestyrelsen, der har ressort-ansvaret for elafgiftsloven, og vi forventer at kendskabet til løsningen vil blive udbredt i elbranchen i den kommende tid.

    Hvis du har glemt at få BBR rettet, og du ønsker at søge reduceret elafgift med tilbagevirkende kraft, er det et privatretsligt anliggende mellem dig og dit elselskab. Der findes ikke et datofelt i BBR, hvor kommunerne kan indberette en historisk dato for en varmeinstallation.

    Ifølge BBR-loven har kommunen hverken hjemmel eller pligt til at ændre historiske registreringer, fx hvis du ikke har fået registreret sine energioplysninger i tide. Kommunen har ikke arbejdsgange eller tilsyn, hvor oplysninger om installation og ibrugtagningstidspunkt kontrolleres.

    Vi anbefaler, at du i stedet dokumenterer over for dit elselskab, hvornår din varmeinstallation er etableret. Det kan du gøre ved fx at sende dem en kopi af en faktura, hvor arbejdet og datoen fremgår.

    Tilskudsordninger

    Aabenraa Kommune har ikke noget at gøre med tilskudsordninger, der har relation til bortskaffelse eller installation af boligers varmekilder, og vi kan heller ikke vejlede herom.