Gå til hovedindhold

Aabenraa Kommune logo

Bygningsreglement 2018 (BR18)

Fra 1. januar 2020 sker den endelige overgang til certificeringsordningen i BR18.

Indhold

    Den 31. december 2019 ophører den overgangsordning der gør det muligt, at anmode kommunen om at foretage teknisk byggesagsbehandling på brand og konstruktioner. Det betyder, at fra 1. januar 2020 skal der tilknyttes en certificeret brandrådgiver eller certificeret statiker til dit projekt, når byggeriet skal indplaceres i brand- og/eller konstruktionsklasse 2-4.
    Det skal fremgå af byggeansøgningen hvem der er tilknyttet som certificeret rådgiver på dit projekt og ansøgningen skal indeholde en kopi af certifikatet. Rådgiveren skal være certificeret i den brand- og/eller konstruktionsklasse projektet henhører i.

    Kommunen foretager ikke længere teknisk byggesagsbehandling og kontrollerer derfor ikke om et byggeprojekt overholder de tekniske krav i bygningsreglementet.
    I stedet skal ansøger oplyse hvilke tekniske krav i bygningsreglementet byggeriet er omfattet af. Først når byggeriet færdigmeldes skal der indsendes teknisk dokumentation til kommunen.
    Kommunen kontrollerer ikke dokumentationen, men skal sikre at den indsendes.
    Omfanget af teknisk dokumentation der skal indsendes ved færdigmelding er væsentligt forøget med BR18. Vær derfor på forkant med dette, når der indgås aftaler med håndværkere, entreprenører mv.

    Teknisk dokumentation kan for eksempel være en kloakplan med oplysninger om dimensionering af ledninger, fald og brønde. En plantegning som dokumenterer at indretningen overholder kravene i bygningsreglementet. Eller en brandstrategirapport, statisk beregning, ventilationsprojekt og meget andet.

    Ved blot lidt større byggerier eller hvis du ønsker at anvende nye typer materialer eller gerne vil bygge utraditionelt eller der er særlige jordbundsforhold på din grund, er der krav om at en certificeret rådgiver skal lave den tekniske dokumentation enten vedrørende konstruktioner eller brand eller begge dele.

    Vigtigt at få hjælp hos en rådgiver fra starten og i god tid inden du søger

    Det er de færreste, der kender de tekniske krav i bygningsreglementet og selv kan lave tegninger, beregninger og anden dokumentation. De fleste er derfor nødt til at have hjælp hos en rådgiver f.eks. en rådgivende ingeniør. Det er sjældent at de lokale håndværkere og byggefirmaer kan tilbyde denne form for rådgivning.

    Ansøgning om byggetilladelse

    Ansøgning om byggetilladelse skal ske gennem det landdækkende digitale ansøgningsportal Byg og Miljø. Læs mere om ansøgningsproceduren og Byg og Miljø ved at trykke her.

    Når du søger, behøver du eller din rådgiver altså ikke sende en masse tekniske tegninger og beregninger med fra starten. Det er dog vigtigt at du sammen med din rådgiver forholder dig til hvilke tekniske krav, der gælder for netop dit byggeri.

    Udover ”Erklæring om, hvilke tekniske forhold i bygningsreglementet byggearbejdet er omfattet af” skal du sammen med ansøgningen indsende oplysninger og tegningsmateriale om en lang række andre forhold bl.a.:

    • Ejendommen, enheden og adressen
    • Bygningens dimensioner, placering, etager og adgang
    • Bebyggelsesregulerende forhold inkl. afstand til skel og andre bygninger
    • Ubebyggede arealer til ophold, parkering, affaldshåndtering mv.
    • Bygningens materialer, farver og ydre udtryk herunder om lokalplan, servitut mv. overholdes
    • Bygningens og rummenes planlagte anvendelse
    • Ved ombygning og ændret anvendelse af bygningen/rummene også den hidtidige benyttelse.
    • Konstruktionsklasse
    • Brandklasse
    • Oplysninger om byggeriet er indsatstaktisk traditionelt
    • Oplysninger til registrering af sagen i Bygnings- og Boligregistret (BBR).

    Forhåndsdialog

    Når der søges om byggetilladelse anbefaler vi, at bygherre og rådgiver(e) aftaler et forhåndsdialogmøde med Kommunen. Forhåndsdialogmødet er væsentligt i forhold til, at få klarlagt rammerne for byggeriet og ansøgningsmaterialet.

    Vi gør dog opmærksom på, at forhåndsdialogmødet er en del af byggesagsbehandlingen. Tidsforbruget vil derfor blive medregnet i byggesags gebyret.

    Du kan læse mere om Aabenraa Kommunes gebyrregler ved, at trykke her.

    Afslutning af byggesager og ibrugtagningstilladelse

    Byggearbejder, der kræver byggetilladelse, må ikke tages i brug uden kommunalbestyrelsens ibrugtagningstilladelse. Som noget nyt gælder det også fremover enfamiliehuse og til- og ombygninger hertil. 

    Når du færdigmelder byggearbejdet og fremsender den samlede tekniske dokumentation inkl. tekniske tegninger, kloakplaner, beregninger, prøvningsrapporter, drift- og vedligeholdelsesmanualer for de tekniske installationer (fx ventilationsanlæg) osv. skal du også underskrive og indsende en erklæring om, at byggeriet er udført i overensstemmelse med byggetilladelsen og bygningsreglementet. 

    Først når kommunen har modtaget AL dokumentation -  må vi meddele ibrugtagningstilladelse. Først herefter må du flytte ind og/eller tage dit byggeri i brug.

    Stikprøvekontrol

    I 10% af sagerne hvor der udstedes ibrugtagningstilladelse skal kommunen efterfølgende påse, at den tekniske dokumentation der er indsendt dokumenterer overholdelse af bygningsreglementet. Kommunen skal igangsætte stikprøvekontrollen indenfor en måned efter, der er meddelt ibrugtagningstilladelse. I tilfælde af dit byggeri er udtaget til stikprøvekontrol vil du af kommunen blive skriftligt orienteret herom.

    Byggesager/tekniske forhold som er undtaget for krav om stikprøvekontrol er følgende:

    Byggesager vedrørende enfamiliehuse, dobbelthuse, rækkehuse og sommerhuse samt byggesager vedrørende garager og carporte, udhuse, hønsehuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende. Ligeledes vil kommunen ikke foretage kontrol af dokumentation for brand og konstruktioner såfremt der har været tilknyttet en certificeret rådgiver til projektet.

    Ansøgninger indsendt før 1. januar 2020

    Fyldestgørende ansøgninger der er indsendt før 1. januar 2020 kan behandles efter den gamle ordning, hvor kommunen foretager den tekniske sagsbehandling af brand og konstruktioner.

    Spørgsmål

    Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Se kontaktinfo til højre.