Gå til hovedindhold

Eksempler på social bæredygtighed

Aabenraa Kommune logo

Eksempler på social bæredygtighed

NATURVEJLEDER DYRKER NATUR, UDELIV OG SCIENCE MED BØRNENE

I Løjt Børnehus er en naturvejleder med til at give børnene fokus på en udendørs hverdag med natur, udeliv og science. I små grupper er børnene på skift med til små forløb, hvor der er fokus på alt fra genbrug til CO2-udledning. Alt sammen i børnehøjde.

Der er både en kort- og langsigtet strategi med arbejdet: Her er nu er legepladsen og børnehaven blevet endnu mere bæredygtig, og på den lange bane er man forhåbentlig med til at skabe en god kultur blandt børnene, som de kan tage med sig videre i livet.

Læs mere om naturvejlederens arbejde i personalebladet Aabne linjer.

BÆREDYGTIGHED I BØRNEHUSET

"Vi har et fælles ansvar, når det kommer til bæredygtighed. I forhold til børnene har vi fokus på dannelse og bæredygtighed. Vi forsøger at lære børnene om bæredygtighed på en måde, så det kommer ind i hverdagen.
Vi har blandt andet fokus på at mindske madspild og på at bruge bæredygtige forbrugsartikler og service. Samtidig har vi siden 2016 arbejdet hen imod at være 90-100 procent økologiske i vores køkken, hvilket er lykkedes."

Susanne Budde, institutionsleder på Børnehuset Bakkebo

VERDENSMÅL I UNDERVISNINGEN

”Eleverne i udskolingen har selv efterspurgt undervisning i bæredygtighed. De bliver bombarderet med information i medierne, men det er ikke altid nemt for dem at sætte det ind i deres egen konkrete hverdag. Derfor har vi, med udgangspunkt i FN’s verdensmål, tilrettelagt naturfagsundervisning med konkrete handlinger. Eksempelvis nye, bæredygtige løsninger på emballage til dagligvarer. Jeg håber, vi kan sætte en bølge i gang, så nysgerrigheden på bæredygtighed spreder sig."

Sisse Gram, naturfagslærer på Hærvejsskolen

UNGE PÅ TOPPEN

I cykelprojektet Unge på Toppen gennemgår deltagerne et forløb med kost, fysisk træning, cykeltræning, personlig udvikling og virksomhedspraktik. Forløbet slutter med, at de unge cykler fra Aabenraa til Alpe d’Huez i Frankrig. 

Formålet med projektet er at hjælpe unge på kontanthjælp videre i tilværelsen i form af enten job eller uddannelse. En status pr. 30. oktober 2020 viser, at 102 ud af de i alt 130 deltagere i perioden 2017-2020 stadig er ude af kontanthjælp. 

UDSATTE BORGERE GØR EN FORSKEL

”Det er overset, at udsatte borgere også gerne vil byde ind med frivilligt arbejde, hvis de bliver tilgået på den rigtige måde. Derfor er vi hos Autismecenter Syd i Rødekro begyndt at samle skrald i naturen én gang i måneden. Efter et år med indsamling bliver borgerne mere og mere engagerede og kommer nu selv med idéer til, hvor vi skal samle næste gang. De får samtidig en større forståelse for, hvorfor det er en god idé at samle skrald.”

Pia Holm Christensen, sosu-assistent hos Autismecenter Syd

EMPATI OG RELATIONER TÆLLER HOS NETVÆRKSBASEN

Hos Netværksbasen på Høje Kolstrup i Aabenraa arbejdes der hver eneste dag med det sociale arbejde og social bæredygtighed. I det opsøgende arbejde spotter medarbejderne beboere, der har brug for kontakt, døjer med misbrug, er ensomme eller sårbare. Der er også fokus på at skaffe jobs og følge op på jobindsatsen. Netværksbasen samarbejder med boligforeninger, viceværter i boligafdelingerne og andre offentlige instanser på tværs af kommunens forvaltninger.

Læs mere om Netværksbasen i personalebladet Aabne linjer.

RENT DRIKKEVAND I BYRUM

I flere af Aabenraas byrum kan man gratis slukke tørsten eller fylde sin vandflaske med rent drikkevand fra en vandfontæne. Fontænerne synliggør samtidig det 6. af FN’s 17 verdensmål, som handler om at øge tilgængeligheden af rent vand. Vandposterne er opstillet i Genforeningsparken, på Markedspladsen, Storetorv, Mutter Stahlboms Plads og ved Kelstrup Naturskole.

Vandposterne er et samarbejde mellem forsyningsselskabet Arwos, sponsorer og Aabenraa Kommune. Vandposten i Genforeningsparken er desuden støttet af Aabenraa Kommunes bæredygtighedspulje.