Gå til hovedindhold

Aabenraa Kommune logo

Undgå olieforurening

Du kan selv gøre noget for at sikre dig mod forurening fra din olietank. Sørg for at din overjordiske olietank står sikkert. Hold jævnligt øje med tanken. Hold øje med olieforbruget.

Indhold

    Du kan undgå en del problemer ved at holde øje med din olietank.

    Overjordiske tanke

    Tanken skal stå på et fast plant underlag. Den skal være hævet over jorden og være fri af vægge, så der kan strømme luft rundt om tanken. Overjordiske tanke bør opstilles beskyttet mod ydre påvirkninger. Sollys kan nedbryde plasttanke og mindske deres holdbarhed. Regn og fugt kan øge risikoen for tæring af ståltanke.

    Hvis det er muligt kan tanken anbringes på en tæt betonflade med støbte kanter, så evt. spild holdes samlet under tanken.

    Hold øje med overfladen på din tank, så du kan opdage tegn på tæring inden tanken bliver utæt.

    Nedgravede tanke

    Det er ikke muligt, at kontrollere overfladen på en nedgravet tank. I stedet kan du holde øje med olien i tanken ved at pejle tankens oliestand med jævne mellemrum og sammenlign med olieforbruget. Derved kan du hurtigere opdage et svind, som kan skyldes utætheder i tanken.

    Tyveri

    Forurening fra tanke kan også ske i forbindelse med tyveri af olie. Tænk dig derfor om, hvor du opstiller din tank, og om du har mulighed for at sætte en hængelås på påfyldningsstudsen. En indendørs tank bør stå i et aflåst rum, eller så den ikke er direkte synlig ude fra vejen. Hvis påfyldningsstudsen til den nedgravede tank er under et dæksel, kan der påsættes hængelås på dette.

    Automatisk påfyldning

    Husk at afmelde automatisk påfyldning, hvis du afmonterer tanken. Hvis du køber et hus med oliefyr, så husk at få oplysninger om den tidligere ejer har haft automatisk påfyldning fra olieselskabet.

    Rørføringer

    Hold øje med rørføringen mellem tank og fyr. Især gennemføringer i mur og gulv er udsatte for tæring og skader.