Kruså-Bov-Padborg-Kollund

Som perler på en snor finder du byerne Bov, Padborg, Kruså og Kollund med deres unikke beliggenhed: Som naboer til Flensborg Fjord, til landegrænsen, og til Danmarks driftige Transportmetropol i Padborg. Områdets nybyggede skole, Lyreskovskolen, blev taget i brug i skoleåret 2015/16.

Du vil opleve, at Kruså, Bov og Padborg er noget helt særligt. De tre grænsebyer, der nærmest er vokset helt sammen, fungerer både som Danmarks port til Europa, Tysklands port til Skandinavien - og lidt som en slags forstæder til storbyen Flensborg, hvis tilbud beboerne i Bov-området nemt og ofte benytter sig af.

Erhvervslivet er domineret af transportbranchen og virksomheder inden for service, spedition, transport, logistik og lager. Faktisk er der 3000 lokale arbejdspladser i denne branche. Beboerne i Bov-området er stolte af deres lastbiler og deres branche.

Til dem der ikke kan få motorer nok, ligger motorevent-banen Padborg Park lige i området.

Men Bov-området er meget mere end larmende lastbiler og store erhvervsområder. Du finder gode indkøbsmuligheder, blandt andet i Padborg Torvecenter.

Men du møder også meget smuk og unik natur i området: En fredet tunneldal med moser, småsøer og kildevæld bugter sig gennem området og ned over grænsen.

I Padborg begynder Gendarmstien, den historiske sti, hvor grænsegendarmerne patruljerede og bevogtede grænsen efter genforeningen i 1920. Gendarmstien er i dag en rekreativ vandre- og cykelrute, der løber 75 kilometer fra Padborg til Als.

Begynder du på stien i Padborg, bliver du ledt forbi søer og gennem Kollund Skov og kommer ud til den betagende Flensborg Fjord. Her møder du udsigtsbyen Kollund. Her finder du både eksklusive patriciervillaer med panoramaudsigt, moderne luksuslejligheder, men også helt almindelige og gedigne villakvarterer.

I Kollund er udsigten, naturen og strandene særlige kendetegn. Et yndet udflugtsmål er iskiosken ved Sønderhav, hvor man i sommerhalvåret også kan tage en bådtur over til Okseøerne, der ligger lige ud for Sønderhav, nogle hundrede meter ude i Flensborg Fjord. Livsnyderiet viser sig også i kraft af flere gourmetrestauranter i området - blandt andet langs Flensborg Fjord.

Man kan også tage en tur på Lyreskovstien, der starter fra Lyreskovskolens parkeringsplads ved indkørslen fra Hærvejen. Her kan man følge to motionsruter: en blå på 3 km og en gul på 4,5 km. Der er opsat bord og bænke, så man kan nyde udsigten til den smukke natur. 

Dagpleje:

Find en dagplejer i nærheden
Der er også private børnepassere i området.

Integrerede institutioner 0-6 år:

Skole/SFO:

Indkøb:

  • Dagligvarebutikker
  • Detailhandelsbutikker
  • Spisesteder, gourmetrestauranter

Afstande:

  • Aabenraa: cirka 25 km
  • Flensborg: 3-12 km