Ravsted

Du vil hurtigt opdage, at vi har gang i rigtig meget her i Ravsted! I Ravsted finder du dagpleje og både dansk og tysk børnehave og skole. For de aktive findes der alt – fra håndbold, fodbold til traktortræk og crossgym. Vi har endda vores eget udendørs svømmebad, der i over 40 år og med stor succes er blevet drevet ene og alene af frivillige.

I selve Ravsted by bor vi omkring 450 indbyggere – og tæller vi indbyggerne med i hele sognet er, er vi oppe på 1.000 mennesker.

Herfinder du rigtig mange ildsjæle, der er aktive indenfor bl.a. jagt, gymnastik, brandværn, menighedsråd, borgerforening, forældrebestyrelse, skolens støtteforening, byfest, lokalhistorisk arkiv,… for blot at nævne nogle af aktiviteterne.

Vi er gode til at se muligheder frem for begrænsninger, og bakker gerne op om nye ideer og nye tiltag. Vi er bevidste om, at vi selv skal yde noget for at få projekter gennemført. Og vi værner om tingene og de skønne grønne områder, der ligger i sognet.

I Ravsted kan vi feste, og der er næsten altid fuldt hus, når der holdes revy eller byfest. Vi har det sjovt med hinanden, og er hjælpsomme og interesseret i hinandens ve og vel.

Ravsted Børneunivers er en god og fungerende skole, hvor børnenes mange forskellige intelligenser inddrages i undervisningen. En gang om ugen er der udeskole, hvor hele skolen har undervisning i oplevelsesparken, som ligger bagved Ravstedhus.

Børneuniversets støtteforening sørger for at hente de børn, der kommer udenfor skoledistriktet, og ikke kan komme i skole med offentlig transport.

Du kan også vælge at sende dine børn i tysk børnehave og skole, hvor de hurtig bliver fortrolig med det tyske sprog, og hvor der undervises i tysk og dansk allerede fra 0. klasse.

I tilslutning til spejderhytten ligger byskoven, som er et skønt sted, med søer og træer og fine nyslåede stier. Mange Ravsted-borgere har doneret et frugttræ til byskoven. I den bagerste del af skoven har spejderne opsat shelters. Området med skov og shelters bliver brugt til mange fornøjelige aktiviteter – og alle er velkomne.

Vi bliver glade, hvis man har lyst til at engagere sig i foreningslivet. I Ravsted er der brug for alle og plads til alle.

Ravsted er et godt sted at bo – og vi glæder os til at hilse dig og din familie velkommen.

Dagpleje/Børnehave/Skole/SFO:

Ravsted Børneunivers 

Børnehaver:

Afstande:

  • Tinglev: 13 – busforbindelse: rute 675
  • Aabenraa: 24 km
  • Tønder: 24 km
  • Motorvejen: 20 km
  • Dansk/tysk grænse: 30 km

Ofte stillede spørgsmål

  • Det bedste ved at bo i Ravsted er, at der er en god skole og en masse dejlige mennesker, med et positivt menneskesyn. De viser oprigtig interesse for hinanden.

    Man skal bosætte sig i Ravsted, fordi det er det bedste sted, der findes. Når man først bor i Ravsted, så ønsker man aldrig at flytte derfra igen.

    Citat: Jens og Lone Christensen

Kontaktinfo

Bosætningsteamet

Mail: tilflytter@aabenraa.dk

Ambassadør

Jens og Lone Christensen
Lille Knivsigvej 4, Ravsted
6372 Bylderup Bov
Tlf.: 26 22 56 76 – 21 29 46 61