Gå til hovedindhold

Aabenraa Kommune logo

Søgård

I Søgård vil du opleve, at vi også udlever vores slogan ”Søgård, en by i bevægelse”.
Alle os, der bor her, gør en aktiv og ihærdig indsats for byens fortsatte positive udvikling.

Indhold

    Der sker noget i Søgård, landsbyen, der er vokset op omkring den tidligere herregård af samme navn.

    Et meget aktivt foreningsliv sørger for, at der sker noget året rundt for såvel børn som voksne. Således kan både du og din familie nyde naturen og få pulsen op på vandre- og løbestier, eller deltage i nogle af de andre aktiviteter, som f.eks. sportsklubberne tilbyder.

    Et nyanlagt fitnessområde med forskellige motionsredskaber er placeret ved friskolen – og pladsen er åben for alle.

    For barnlige sjæle er RC Parken en legeplads uden sidestykke. På et 30.000 kvadratmeter stort areal er der anlagt start- og landingsbane til modelflyvning, en jord- og asfaltbane til modelbilkørsel – og på en kunstig sø sejles der med både motor og sejl. Du og din familie er altid velkommen til at komme forbi og se, hvad der sker til lands, til vands og i luften.

    Ungdomsklubben er for alle børn fra 4. til og med 7. klasse og har klublokale på Søgård Friskole. Børnene mødes her en del aftener om året for at lave mad, se film eller blot hygge sig sammen med andre. Naturligvis under opsyn af voksne.

    Naturelskere kan glæde sig over et rigt og varieret dyreliv i den nærliggende skov og sø. Her finder du f.eks. sortspætten, der efterhånden er en sjælden gæst i vores natur, du kan høre ravnens karakteristiske skrig – og også havørnen ses jævnligt over søen eller på sin ædeplads i skoven.

    Integrerede institutioner:

    Børnehuset Søgården, 0-6 år 

    Skole/SFO:

    Søgård Friskole, 0-9 kl. og SFO

    Afstand:

    • Kliplev: 5 km
    • Felsted: 11 km
    • Aabenraa: 14 km – busforbindelse: rute 220 eller 820
    • Aabenraa Sygehus: 22 km
    • Kruså: 10 km – busforbindelse: rute 220

    Ofte stillede spørgsmål

    - Søgård er en aktiv og tryg landsby at bo og leve i. Man bor centralt i forhold til arbejdspladser og større byer, og alligevel kønt og fredfyldt i pagt med den omkringliggende natur.

    Maria Madsen og Mikkel Bigum, tilflyttere til Søgård 2014