Gå til hovedindhold

Aabenraa Kommune logo

Hvad er en kommuneplan

På denne side kan du finde oplysninger om hvad en kommuneplan er og hvilke retsvirkninger denne har.

Indhold

    Indkaldelse af idéer og forslag til Kommuneplan 2025

    Byrådet indkalder idéer og forslag til den kommende Kommuneplan 2025 fra d. 5. december 2023 - 6. februar 2024. Læs materialet her

    Kommuneplan

    Kommuneplanen sammenfatter og konkretiserer de overordnede politiske mål for udviklingen i Aabenraa Kommune. Her fastlægger byrådet politikken for byernes udvikling og for det åbne land for de næste 12 år.

    Kommuneplanen udgør bindeleddet mellem landsplanlægningen og lokalplanernes bestemmelser om anvendelse og bebyggelse af de enkelte delområder og mellem landsplanlægningen og den konkrete administration i det det åbne land.

    En kommuneplan består af:

    Kommuneplanen består af 5 afsnit:

    1 redegørelse, (Kommuneplan)

    3 afsnit om hovedstruktur (By, Bolig & Erhverv, Land, Vand & Friluftsliv, Trafik & Teknik)

    1 rammedel (Lokalområder og rammer)

    Redegørelsen indeholder bl.a. de bagvedliggende analyser for kommuneplanens udformning, hovedstrukturen indeholder mål, retningslinjer og redegørelse for de enkelte emner, mens rammedelen fastlægger bestemmelser for den fremtidige lokalplanlægning.

    Hovedstruktur med retningslinjer

    I hovedstrukturen vises på kort og i tekst kommunalbestyrelsens overordnede mål for udviklingen og for arealanvendelse i kommunen. Hovedstrukturen giver et overblik over planens indhold og kan være indgangen til kommuneplanens mere detaljerede indhold.

    Kommuneplanens retningslinjer er en konkretisering af hovedstrukturens mål. Der skal være retningslinjer for alle de emner, der fremgår af kommuneplankataloget. De enkelte retningslinjer har meget forskellig karakter. De kan udpege arealtyper med særlige beskyttelsesinteresser, fx særlige naturområder. Eller de kan fastsætte lokaliseringsprincipper eller kriterier, fx principper for serviceforsyning i kommunens byer.

    Det er muligt at læse nærmere om de enkelte emner under punktet redegørelse.

    Rammer for lokalplanlægning

    Kommuneplanens rammer for lokalplanlægning er bindeleddet til lokalplanlægningen og er afgørende for kommunalbestyrelsens kompetence til at udarbejde lokalplaner. I rammerne beskrives, hvad der kan og bør bestemmes i en lokalplan for det enkelte område for at sikre den sammenhængende bystruktur og de overordnede mål. Rammedelen indeholder ofte illustrationer af de fremtidige muligheder. Kommuneplanen bestemmer hvilke arealer i landzone, der kan overføres til byzone eller sommerhusområde. Rammedelen kan bestemme rækkefølgen for udbygning af de enkelte byer og sommerhusområder.

    Retsvirkninger

    Kommuneplanen er alene retningsvisende for kommunens egne planer og sagsbehandling, dvs. at den er ikke direkte gældende overfor borgeren. Kommunen skal altså sørge for, at kommuneplanen overholdes, når der laves lokalplaner, og når borgernes sager behandles. Lokalplaner er derimod direkte gældende for borgerne.