Gå til hovedindhold

Aabenraa Kommune logo
Pressemeddelelse

Afgørelse om skæve boliger i Aabenraa

Social- og Boligstyrelsen har givet Aabenraa Kommune afslag på ansøgningen om at godkende seks boliger på Kirkepladsen i Aabenraa under mærkningsordningen Skæve Boliger. Ansøgningen er sendt for at søge tilskud om udgifterne til en social vicevært. Social- og Seniorudvalget i Aabenraa Kommune vil drøfte betydningen af afgørel...

19. apr. 2024

Indhold

    Aabenraa Kommune har søgt om godkendelse af seks boliger på Kirkepladsen i Aabenraa under mærkningsordningen Skæve Boliger. Social- og Boligstyrelsen har givet afslag på ansøgningen, hvilket betyder, at der ikke under mærkningsordningen kan gives tilskud til udgifterne til en social vicevært.

    - I første omgang tager vi i Social- og Seniorudvalget afgørelsen fra Social- og Boligstyrelsen til efterretning, og så drøfter vi den i detaljer på vores kommende udvalgsmøde 1. maj. Vi har dog fortsat et behov for boliger til en udsat målgruppe, og jeg hæfter mig derfor også ved, at boligerne fortsat kan bibeholdes som kommunale boliger inden for almenboligloven, siger Michael Christensen, der er formand for Social- og Seniorudvalget i Aabenraa Kommune.

    Social- og Boligstyrelsen har anerkendt Aabenraa Kommunes ønske, men giver blandt andet afslag på ansøgningen, fordi boligerne ikke lever op til bekendtgørelsens krav om adgang for gangbesværede, lige som styrelsen i udgangspunktet heller ikke kan godkende huslejekrav i et niveau over 3500 kroner om måneden.

    Social- og Boligstyrelsen gør i ansøgningssvaret opmærksom på, at tilbuddet om skæve boliger med en social vicevært tilknyttet fortsat kan tilbydes, hvis kommunen selv ejer og driver boligerne.