Gå til hovedindhold

Aabenraa Kommune logo

Områdefornyelse i Løjt Kirkeby

Fra maj 2017 og ca. 5 år frem gennemfører Aabenraa Kommune og lokale ildsjæle en områdefornyelse i Løjt Kirkeby. Områdefornyelsen består af fem udvalgte projekter, der har til formål at fremtidssikre Løjt Kirkeby som attraktiv bosætningsby. Områdefornyelsen støttes af Transport-, Bygnings- og boligministeriet

Indhold

    Følg med i anlægsarbejdet

    Bliv opdateret med billeder og tidsplaner på lojtland.dk

    Baggrund

    Aabenraa Kommune har fået positiv tilbagemelding på en ansøgning til Transport- Bygnings- og Boligministeriet om støtte til områdefornyelse i Løjt Kirkeby. Ministeriet giver dermed 2,1 mio. kroner, som er betinget af, at Aabenraa Kommune giver 4,2 mio. kroner til projektet. De 4,2 mio. kroner er allerede frigivet af byrådet.

    Pengene i områdefornyelsen er fordelt på 5 udvalgte projekter som er udvalgt med inspiration i udviklingsplanen fra 2015. Udvælgelse og prioritering af projekter er sket i samarbejde mellem Aabenraa Kommune og Byudviklingsgrupperne under Løjt Land Fællesråd. Der er især afsat penge til at styrke byens 2 centre med byrum der kan skabe uformelle mødesteder og forbindelse mellem centrenes funktioner. Derudover er der afsat penge til 2 puljer der løbende kan fordeles på mindre projekter i hele byen. Projektfordelingen er godkendt af Byrådet i marts 2017 og af Transport- Bygnings- og Boligministeriet i maj 2017.

    Følgende projekter er prioriteret:

    • Kulturparken, 2,1 mio. kroner
    • Handelstorvet, 1,8 mio. kroner
    • Aktivitetspladsen, 1,5 mio. kroner
    • Pulje til små projekter, 400.000 kroner
    • Pulje til afprøvning, 200.000 kroner

    Derudover er der indeholdt udarbejdelse af program mm. til 300.000 kroner i budgettet. Bygherreudgifter til rådgivning, myndighedsbehandling mm skal indeholdes i projektbeløbene. 

    Områdefornyelsen er beskrevet i et program "Løjt Kirkeby Områdefornyelsesprogram" som findes øverst i højre hjørne af denne side. Heri findes blandt andet beskrivelse af valgte projekter, mål og succeskriterier for den samlede områdefornyelse samt information om organisation, proces mm. 

    Fra ansøgning til virkelighed

    Efter den endelige godkendelse af programmet for områdefornyelsen i maj 2017 har Aabenraa Kommune 5 år til at gøre projekterne til virkelighed. Denne årrække kaldes projektperioden.

    De prioriterede projekter er i programmet kun overordnet beskrevet. I projektperioden skal projekterne tegnes og prioriteres nærmere og det er dermed først i 2017-2018 at projekternes endelige form og omfang ligger klart. 

    Borgerinddragelse i projektperioden

    Aabenraa Kommune er overordnet ansvarlig for områdefornyelsen og står for projektledelse, men samarbejder løbende med lokale repræsentanter. Fx nedsættes der for hvert større delprojekt en lokal gruppe med berørte grundejere, repræsentanter fra de lokale byudviklingsgrupper og øvrige væsentlige interessenter. Disse grupper har indflydelse på projekternes udformning.

    Koordineringen af det lokale samarbejde tager udgangspunkt i Byudviklingsgrupperne under Løjt Land Fællesråd. Du kan læse mere om organisering i programmet.  

    Hvad er områdefornyelse?

    Områdefornyelse er en bestemt projektform der udbydes af Transport- Bygnings- og Boligministeriet. Kommuner kan søge om støtte til gennemførelse af områdefornyelse i nedslidte byområder i større og mindre byer og nyere boligområder med store sociale problemer.

    Støtten kan bruges til at forny gader og veje, torve og pladser og til at sætte sociale eller kulturelle aktiviteter i gang.

    En forudsætning for støtten er, at interessenterne i området inddrages i planlægning og gennemførelse af indsatsen. Ved at inddrage de private kompetencer og midler tidligt i processen kan der ske en ansvarliggørelse af de berørte borgere, virksomheder og organisationer, der sikrer en fortsat udvikling i området – også efter at de offentlige investeringer ophører.  (trafikstyrelsen.dk)