Gå til hovedindhold

Aabenraa Kommune logo

Helhedsplan for Rødekro bymidte

Helhedsplanen for Rødekro bymidte blev godkendt i Byrådet i december 2022. Som første projekt fra helhedsplanen er projektering af Hærvejsparken igangsat. Projektet forventes udbudt primo 2024 med anlægsstart i andet kvartal 2024, afhængig af vejrforholdene. Næste skridt for realiseringen af helhedsplanens projekter er omdannelsen af Hærvejen på strækningen fra Granhaven til Funkevej.

Indhold

    Den grønne stationsby – Helhedsplan for Rødekro bymidte

    Helhedsplanen beskriver en overordnet vision for omdannelsen af Rødekro bymidte og skal ses som en langsigtet plan, der realiseres i etaper. Visionen i helhedsplanen er at omdanne bymidten til en grøn stationsby med konkrete forslag til omdannelsen af hovedgaderne Hærvejen, Østergade og Vestergade med blandt andet vejbede, ny belægning på fortovsarealerne samt cykelbaner på Hærvejen. Derudover er der udarbejdet et skitseforslag for Hærvejsparken på hjørnet af Hærvejen og Østergade samt for stationsområdet.

    Visionsscenariet for Rødekro bymidte er ”Den grønne stationsby”, der viser en fremtidig bymidte, hvor der er fokus på en ny samlet grøn identitet, der skaber attraktive byrum og mødesteder for fællesskabet. Her er der plads til alle og prioritering af de bløde trafikanter skaber tryghed i trafikken og understøtter flere gående og cyklende i Rødekro bymidte.

    Med afsæt i visionsscenariet ”Den grønne stationsby” er der formuleret et konceptuelt helhedsgreb med fire overskrifter:

    • Én samlet bymidte
    • Flere grønne elementer
    • Grøn mobilitet
    • Identitetsskabende kulturarv

    Processen bag helhedsplanen

    Helhedsplanen for Rødekro bymidte er blevet til i tæt samarbejde med den lokale arbejdsgruppe, bestående af repræsentanter fra Udviklingsrådet og Kometbutikkerne. Undervejs i processen har der været afholdt borgmøde med workshops, åben tegnestue og online inddragelse, hvor det har været muligt for byens borgere at komme med ideer og forslag til arbejdet med helhedsplanen.

    I maj/juni 2022 var der fokus på visionsscenarier og den overordnede identitet for bymidten, samt ønsker og ideer til funktioner og udtryk i Hærvejsparken og stationsområdet. Der blev afholdt en offentlighedsfase med borgerinddragelse, forud for udarbejdelse af designforslag for henholdsvis Hærvejsparken og stationsområdet, samt detaljering af visionsscenariet for Rødekro bymidte. Borgerinddragelsen var delt i tre dele: borgermøde, onlinemeningstilkendegivelse, åben tegnestue/mød arkitekterne. På baggrund af dette blev der afslutningsvis samlet op på de mange kommentarer til henholdsvis visionsscenariet, Hærvejsparken og stationsområdet.

    I september/oktober 2022 blev der fokuseret på detaljering af vejgeometrien, detaljering af funktioner i Hærvejsparken og stationsområdet samt materialer og byrumsinventar. Til den anden åbne tegnestue i september var der mulighed for at se, hvorledes de mange gode inputs og ideer fra borgmødet, online spørgeskemaet og den første åbne tegnestue i juni, var blevet omsat til skitser. De indsamlede ideer og forslag ligger til grund for den afsluttende detaljering af Hærvejsparken og omdannelsen af Stationsområdet og hovedgaderne, Hærvejen, Østergade og Vestergade.

    Helhedsplanen blev politisk godkendt i december 2022.

    Første skridt

    Som ved kommunens andre udviklingsplaner har Helhedsplanen for Rødekro bymidte et langt sigte og skal derfor realiseres i etaper, i takt med, at der findes finansiering. Det første skidt på vejen i realiseringen af ”Den grønne stationsby” bliver etableringen af Hærvejsparken.

    Opførelsen af boligbyggeriet på hjørnet at Hærvejen og Østergade forventes afsluttet i første halvdel af 2023, hvorfor det forventes at igangsætte projektering, udbud og anlæg af Hærvejsparken som det første af mange delprojekter fra helhedsplanen.

    Baggrund

    Udviklingen af Rødekro bymidte tager afsæt i udviklingsplanen fra 2016, og er blandt andet i Vækstplan 2022 beskrevet som en vigtigt brik i udviklingen af en samlet hovedby, og der arbejdes med at styrke byens profil og identitet samtidig med, at sammenhængen til Aabenraa forstærkes. Arbejdet sker med afsæt i visionen om, at Rødekro skal være en levende og attraktiv bosætningsby i Aabenraa Kommune.

    I november 2021 blev Rødekro udpeget som en af de fem testbyer i projektet Partnerskaber for levende bymidter, der er blevet igangsat af Bolig- og Planstyrelsen under Indenrigs- og Boligministeriet. Projektet Partnerskab for levende bymidter afsluttes i november 2022. Som en del af projektet fokuseres der på bymidtesamarbejde og samarbejde med lokale aktører, samt udarbejdelse af en helhedsplan for Rødekro bymidte. Helhedsplanen er udarbejdet i samarbejde med Rødekro Udviklingsråd samt Kometbutikkerne. Undervejs i processen har der været afholdt borgermøde, åben tegnestue samt online borgerinddragelse.