Chat med os Chatten er lukket
Kontakt os på
73767676
eller
send en mail til post@aabenraa.dk

Gratis kursus til nybagte forældre

Aabenraa Kommune tilbyder nu et gratis forældre-barn kursus til alle nybagte forældre, der gerne vil have hjælp til at få en god start sammen med deres barn.

    16
    102018

    Forældre har altid et ønske om at gøre det bedste for deres barn. Men at blive forældre er også en overvældende oplevelse. I en travl hverdag med et lille nyt barn kan man føle sig både usikker og udfordret.

    Derfor tilbyder Aabenraa Kommune nu et kursus for nybagte forældre i kommunen, som blandt andet gerne vil vide, hvad der er godt for barnet, og hvordan man ved, hvad barnet vil.

    - Vores forældre-barn kurser bygger på et gennemprøvet program kaldet ”De Utrolige År Baby”. Det er et program, der har vist sig at være rigtig godt til at støtte nybagte forældre i deres nye rolle og hjælpe dem med at styrke deres barns udvikling, fortæller Marie Højgaard Bertelsen, der er sundhedsplejerske og en af gruppelederne.

    Til hvert kursusforløb er der tilknyttet to gruppeledere, som har erfaring med børn og familier fra deres arbejde i Sundhedsplejen eller Tidlig Forebyggelse. Gruppelederne besøger alle deltagerfamilierne inden kursusstart, så man kan lære hinanden at kende. Gruppelederne er desuden i løbende kontakt med familierne mellem møderne undervejs i kursusforløbet.

    26-årige Rikke Bonde fra Aabenraa afsluttede i oktober 2018 kurset sammen med datteren Sofie (og Sofies far).

    - Jeg har været rigtig glad for, at jeg tog imod tilbuddet. Forskellen på det her kursus og en almindelig mødregruppe er, at her er der fagpersoner med, der laver aktiviteter og mål for dit barn, som man så kan træne på at nå derhjemme. Samtidig har det også givet en ekstra tryghed at være med på kurset. Vi har fx bøvlet rigtig meget med Sofies søvnrytme, og så har det været rigtig rart at kunne blive guidet løbende og lige vende det med sundhedsplejerskerne, hvis vi havde nogle spørgsmål, siger Rikke Bonde.

    Fakta om forældre-barn kurset

    Kurset foregår som et gruppeforløb for 6-8 familier, hvor deltagerne på møderne vil se små videoklip om de forskellige temaer, diskutere med hinanden og dele erfaringer. Der indgår også praktiske øvelser med børnene og små hjemmeopgaver.

    Kurset er for både forældrepar og enlige forældre. For enlige forældre er der mulighed for at tage en ledsager med, så der er én at tale med om det, man oplever på kurset.

    Der er kursusstart en gang i kvartalet fra oktober og frem, og barnet må være højst fire måneder gammelt ved kursusstart.

    Hvert kursusforløb strækker sig over ni gange á 2½ time fordelt over et halvt år. De første gange mødes gruppen hver uge – senere er der længere tid imellem. Der er mulighed både for et formiddagskursus og et kursus, der foregår sidst på eftermiddagen.

    Næste kursusstart er den 5. november 2018.

    Alle, der gerne vil vide mere om forældrekurserne eller tilmelde sig, kan kontakte Tidlig Forebyggelse på tlf.: 73 76 71 11 eller sende en mail til tidligforebyggelse@aabenraa.dk

    Se mere om "De Utrolige År"-programmet, klik her

    Sidst opdateret 16.10.2018
    Fandt du siden nyttig?

    Del denne side med verden eller bare en ven på Facebook, Twitter, Google+, LinkedIn eller mail.

    Aabenraa Kommune Skelbækvej 2 6200 Aabenraa tlf: 7376 7676 fax:  7376 7677 post@aabenraa.dk cvr.nr.: 29189854 find ean-nummer

    Borgerservice - bestil tid