Nyhed er fra 03-10-2019

40 år i Forsvaret: Jørn er Aabenraa Kommunes nye veterankoordinator

Jørn Wedege Hansen er Aabenraa Kommunes nye veterankoordinator og bliver dermed indgangen til Aabenraa Kommune for veteraner og pårørende.

03
102019

Aabenraa Kommunes Veteranstrategi anerkender danske veteraners indsats for Danmark, støtter veteraner og pårørende med særlige behov og oplyser kommunens medarbejdere, virksomheder og borgere om veteranernes kompetencer og udfordringer.

Bindeleddet til at få alle disse ender til at mødes og ført ud i livet er Aabenraa Kommunes veterankoordinator. Og den nye veterankoordinator, pensioneret major Jørn Wedege Hansen, har netop haft sine første arbejdsdage.

- Da muligheden bød sig, så var jeg ikke i tvivl om, at stillingen var noget for mig. Det giver rigtig meget mening for mig, da jeg har været en del af Forsvaret i 40,5 år og ønsker at hjælpe og støtte veteraner og pårørende, siger 60-årige Jørn Wedege Hansen, der har boet i Aabenraa siden 2004, og uddyber:

- Selvom jeg ikke har fået ar på sjælen eller kroppen, så ved jeg, hvad det vil sige at være udstationeret eller udsendt, da jeg har været i Cypern, Bosnien, Irak, Afghanistan, Polen og Letland. Samtidig har jeg været med til at uddanne soldater, der skulle repræsentere Danmark i forskellige missioner.

Hos Forsvarets Veterancenter ser man frem til samarbejdet med Aabenraa Kommunes nye veterankoordinator. Opsøgende rådgiver i Veterancentret Preben Gerhard oplever, at der generelt er stor interesse og ønske om at samtænke de kommunale indsatser med det statslige tilbud, der ligger i Veterancentret.

- Jeg ser rigtig meget frem til samarbejdet med Jørn Wedege Hansen. Jeg oplever, at Aabenraa Kommune er rigtig godt med på veteranområdet, da Aabenraa allerede har en veteranpolitik og en udpeget veterankoordinator, siger Preben Gerhard og fortsætter:

- Nu skal Jørn og jeg sammen følge op på intentionerne i vores samarbejdsaftale og kommunens veteranpolitik og få det brudt ned til konkrete tilbud, som kan komme vores veteraner og pårørende til gavn.

Kontaktperson

Kontorleder Job og Helbred, Helle Hockerup, tlf.: 20 34 73 87, e-mail: hhoc@aabenraa.dk

Aabenraa Kommunes veterankoordinator, Jørn Wedege Hansen, tlf.: 21 56 72 77; e-mail: jwh@aabenraa.dk

Opsøgende rådgiver Forsvarets Veterancenter, Preben Gerhard, tlf.: 72 16 33 34; e-mail: vetc-or105@mil.dk

Kommunikationskonsulent Aabenraa Kommune, Claus Bøge Jensen, tlf.: 24 91 79 28; e-mail: cbje@aabenraa.dk