Aabenraa Kommune afholder borgermøde for Bov, Smedeby og Kruså
Sammen med Bov Lokalråd inviterer Aabenraa Kommune alle interesserede til borgermøde onsdag 14. marts i Grænsehallerne, hvor udviklingsperspektivet for Bov, Smedeby og Kruså præsenteres.
28
022018
Efter måneders arbejde er et forslag til udviklingsperspektivet for Bov, Smedeby og Kruså færdigt og klar til at blive præsenteret for alle interesserede 14. marts kl. 19:00 i Grænsehallerne.
Formanden for Vækstudvalget for Land og By, Philip Tietje, ser frem til, at udviklingsperspektivet nu bliver præsenteret for områdets borgere.
- Jeg håber, at mange borgere vil møde op til borgermødet og blive inspireret til at deltage i den videre proces med at fremme områdets udvikling. Der skal skabes et solidt samarbejde på tværs af byerne, og der er brug for kræfter i alle aldersgrupper til at løfte projekterne. Jeg glæder mig til at se og høre, hvad borgerne i området synes om udviklingsperspektivet, siger Philip Tietje, der sammen med medlemmer af Aabenraa Kommunes Vækstudvalg for Land og By deltager i mødet.
Udviklingsperspektivets form og idéer er blevet til i et samarbejde mellem lokale borgere, erhvervsliv, foreninger, Bov Lokalråd, MOVE arkitektur og Aabenraa Kommune. Processen har været bygget op om et indledende borgermøde for alle interesserede efterfulgt af fire arbejdsgruppemøder, hvor en frivillig lokal arbejdsgruppe har været med til at uddybe udviklingsperspektivets indhold.
Til mødet er der mulighed for at stille spørgsmål til udviklingsperspektivet og dens indhold. Derefter sendes perspektivet i fire ugers høring, hvor der er mulighed for at komme med indsigelser eller kommentarer til udviklingen i Bov, Smedeby og Kruså.
Der kan læses mere om processen, arbejdsgruppens arbejde og høringsperioden her .