Aabenraa Kommune afholder borgermøde for Frøslev-Padborg
Sammen med Bov Lokalråd inviterer Aabenraa Kommune alle interesserede til borgermøde mandag 8. oktober på Lyreskovskolen, hvor udviklingsperspektivet for Frøslev-Padborg præsenteres.

26
092018
Efter måneders arbejde er et forslag til udviklingsperspektivet for Frøslev-Padborg færdigt og vil blive præsenteret for alle interesserede 8. oktober klokken 19 på Lyreskovskolen.
Formanden for Vækstudvalget for Land og By, Philip Tietje, ser frem til, at udviklingsperspektivet bliver præsenteret for områdets borgere.
- Jeg håber, at der møder mange borgere op, som er interesserede i udviklingen af deres lokalområde. Jeg ved, at der i Frøslev-Padborg er mange engagerede folk, som arbejder hårdt for at skabe liv og udvikling i deres lokalområde. Der er mange gode idéer for området, som jeg håber, at der er bred opbakning til. Udviklingsperspektivet tager fat i udviklingen for Frøslev-Padborg, som også indbefatter en sammenhæng med udviklingsperspektivet for Bov, Smedeby og Kruså. Jeg glæder mig til at se og høre, hvad borgerne i området synes, siger Philip Tietje, der sammen med medlemmer af Aabenraa Kommunes Vækstudvalg for Land og By deltager i mødet.
Udviklingsperspektivets form og idéer er udarbejdet i et samarbejde med lokale borgere, erhvervsliv, foreninger, Bov Lokalråd, MOVE Arkitektur og Aabenraa Kommune. Processen har været bygget op om et indledende borgermøde for alle interesserede efterfulgt af fire arbejdsgruppemøder, hvor en frivillig, lokal arbejdsgruppe har været med til at uddybe udviklingsperspektivets indhold.
- Vi glæder os rigtig meget over, at næste udviklingsperspektiv for Frøslev-Padborg nu kan blive en realitet. Det har været en inspirerende proces i samarbejde med borgerne, Aabenraa Kommune og MOVE Arkitektur at danne visionerne for vore fyrtårnsprojekter og den videre udvikling for hele lokalområdet, siger Bov Lokalråds formand, Susanne Provstgaard, og tilføjer:
- Vi oplever en kæmpe opbakning og involvering fra borgerne og erhvervslivet, som har resulteret i en styrket organisering i hele by-båndet fra Frøslev-Padborg i vest til Rønshoved i øst. Med det igangværende projekt for Bov, Smedeby og Kruså kan vi udnytte synergier og ressourcer i det videre arbejde.
Til mødet er der mulighed for at stille spørgsmål til udviklingsperspektivet og dens indhold. Derefter sendes perspektivet i høring i fire uger, hvor der er mulighed for at komme med indsigelser eller kommentarer til udviklingen i Frøslev-Padborg.
Der kan læses mere om processen, arbejdsgruppens arbejde og høringsperioden her.