Aabenraa Kommune er vinder af Trafiktesten 2018
For andet år i træk, og for tredje gang siden uddelingens begyndelse i 2010, har Aabenraa Kommune igen i år fået en førsteplads i Kommunernes Trafiktest. 97 ud af landets 98 kommuner har deltaget i undersøgelsen.

04
062018
Et tæt samarbejde mellem skoler, politiet og kommunale forvaltninger med mange forskellige tiltag på trafiksikkerhedsområdet har gjort Aabenraa Kommune til vinder i den landsdækkende konkurrence Kommunernes Trafiktest 2018.
Det er tredje gang Aabenraa Kommune vinder testen. Første gang var i 2012. I år har Aabenraa Kommune scoret 93 ud af 100 mulige point i undersøgelsen.
Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har kåret Aabenraa Kommune som vinder i 2018 på baggrund af en række forskellige kriterier.
90 % af skolerne i kommunen har en trafikpolitik, mens 86 % af 6. klasserne i kommunen gennemfører den årlige cyklistprøve. Der lægges samtidig vægt på, at skolerne har et rigtig godt samarbejde med politiet.
Ud over at score gode point i trafiktesten, viser Aabenraa Kommune sig også stærke på oversigten over uheld i trafikken.
- Vi kan se på vores statistikker for personskader i trafikken, at vi er faldet betragteligt i de senere år. Der kommer hele tiden nye børn i skolen, som har brug for at blive lært op i trafikkens regler. Uheld sker ofte på grund af manglende viden om, og respekt for, færdselsreglerne. Det har vi alle et ansvar for fortsat at gøre opmærksom på. Og jeg er da både glad og stolt over, at Aabenraa Kommune er førende i landet på det punkt, siger Arne Leyh Petersen, formand for Teknik- og Miljøudvalget.
I Børne- og Uddannelsesudvalget er der også glæde over den flotte førsteplads.
- Det glæder mig, at vi igen bliver hædret og anerkendt for vores arbejde med trafiksikkerhed i Aabenraa Kommune. Skolerne, politiet og trafiksikkerhedsmedarbejdere i kommunen gør et stort stykke arbejde for at oplære vores børn i at færdes sikkert i trafikken. Og det kommer vi til at fortsætte med i fremtiden, siger Kirsten Nørgård Christensen, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget.
Cyklistprøver – pressen er velkommen
I Aabenraa Kommune gennemfører 86 % af skolerne 6. klassernes cyklistprøver. Som opfølgning på prøverne holder politiet hvert år en finale med deltagelse af vinderen fra hver klasse.
Denne finale med 30 klassevindere finder sted tirsdag 12. juni med start kl. 9.00 ved Kongehøjskolen, i Aabenraa. Prøven foregår omkring Vestvejen. Der er præmieoverrækkelse på Torvet (i aulaen) cirka kl. 11.00 – 11.30. Pressen er velkommen til arrangementet.
FAKTA
Kommunernes Skoletrafiktest er en undersøgelse af niveauet for trafikundervisningen og mange andre kommunale tiltag for at forbedre trafiksikkerheden for børn. Det er Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, der gennemfører testen.
Se resultatet for alle landets kommuner (fra uge 24) på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside: https://www.sikkertrafik.dk/samarbejde/kommune/kommunernes-trafiktest