Aabenraa Kommune får tæt på fem millioner til understøttelse af digitale kompetencer
Aabenraa Kommune har fået tilsagn fra Villum Fonden om 4.850.00 kroner fra puljen ”Makerspaces som læringslaboratorier”. Pengene skal understøtte digitale kompetencer hos børn, unge og øvrige brugere i kommunen.
16
012020
Projektet ”Makerspaces i Aabenraa Kommune – både stationært og mobilt” har fokus på, at borgere i kommunen møder og anvender teknologi, som de ikke kender endnu – og det sker gennem en legende og lærende tilgang.
I et makerspace kan man anvende og afprøve forskellige værktøjer og maskiner samt arbejde med innovation, kreativitet og produktion, og man kan skabe, lære, blive motiveret og undre sig. Konceptet tiltrækker brugere i alle aldre og med alle baggrunde i et teknologiinteresseret fællesskab.
Ideen er blandt andet, at der med stationære og mobile makerspaces i Aabenraa Kommune skabes en symbiose mellem børn, unge, familier og øvrige borgeres teknologiforståelse og lokale virksomheders knowhow.
Projektet bliver udviklet og realiseret i tæt samarbejde med udvalgte skoler og NygadeHuset, og erfaringer fra ”Sund Skole 2020” vil blive brugt.
- I Aabenraa Kommune arbejder vi proaktivt med at se muligheder i teknologi og digitalisering. Derfor glæder det mig, at vi har fået tilskud fra Villum Fonden, så vi kan etablere et stationært makerspace i NygadeHuset. Her vil borgere i Aabenraa Kommune – store som små – få mulighed for at lege og lære med teknologi, siger Lars Kristensen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Aabenraa Kommune.
Projektet er et resultat af et bredt samarbejde på tværs af forvaltninger og institutioner i Aabenraa Kommune og er forankret hos Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse.
- Projektet spiller fornemt sammen med Aabenraa Kommunes vækststrategi. Den mobile del af projektet skaber en enestående mulighed for at styrke teknologiforståelse og fokus på science lokalt i skoler og fritidstilbud rundt om i kommunen, siger formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Kirsten Nørgård Christensen.
Også hos leder af biblioteker og kulturhuse, Charlotte Stoltenberg, er der glæde over pengene fra fonden.
- Biblioteket har fokus på at styrke børn og voksnes dannelse – indbefattet den digitale dannelse og forståelse af, hvad den teknologiske udvikling har af betydning og muligheder for vores hverdag. Viden og kompetencer på området er nødvendig – dels i forhold til uddannelse og arbejde, dels for at kunne deltage som demokratisk samfundsborger, siger hun.