Nyhed er fra 12-01-2023

Aabenraa Kommune lancerer en klimapris

Grønne initiativer, der inspirerer andre til at bidrage til den grønne omstilling, skal hyldes. Det er filosofien bag Aabenraa Kommunes nye klimapris, som første gang skal uddeles i slutningen af april.

12
012023

En virksomhed, der udskifter bilpakken med elbiler, en forening, der har fået installeret solceller på det lokale forsamlingshus eller en beboerforening, som har fået etableret en nyttehave på et fællesareal. Det kunne være eksempler på grønne initiativer, som Aabenraa Kommune gerne vil belønne med en ny klimapris, som første gang skal uddeles ved et klimaevent den 28. april i Nørrport-kvarteret i Aabenraa.

- Vi vil med Klimapris Aabenraa hylde dem, som går forrest med den grønne omstilling og på den måde vise, at vi alle kan være med til at bidrage positivt til den grønne indsats i Aabenraa Kommune, siger formand for udvalget for Bæredygtig Udvikling, Erik Uldall Hansen og fortsætter.

- Derfor opfordrer vi også alle, som kender en kandidat, som gør en forskel, til at indstille dem til klimaprisen.

Det er første gang, at Klimapris Aabenraa skal uddeles, og derfor håber Erik Uldall Hansen også, at prisen, ud over at hylde initiativer, som gavner den grønne omstilling, også er med til at inspirere andre til at tænke klimaet med i dagligdagen.

- Jeg håber derfor, at vi med klimaprisen kan være med til at motivere andre i kommunen til også at gøre en indsats for den grønne omstilling, så vi sammen kan være med til at bidrage til Aabenraa Kommunes ambitiøse klimaplan, siger Erik Uldall Hansen.

Sidste frist for at indstille en kandidat til Klimapris Aabenraa er 28. februar, hvorefter vinderen vil blive afsløret to måneder senere ved et klimaevent, som afholdes i Nørreport-kvarteret i Aabenraa 28. april. Alle kan indstille en virksomhed, forening, borgergruppe eller enkeltperson til klimaprisen, eneste krav er dog, at kandidaten er hjemhørende i Aabenraa Kommune.

Ud over æren modtager vinderen også to træer, som skal være symbolet på idéer der spirer og gror. Det ene træ får vinderen med hjem, mens det andet træ skal plantes i den lille park ved Møllemærsk i Aabenraa, hvor træerne fra de efterfølgende vindere af klimaprisen også skal plantes.    

Kandidater kan indstilles på aabenraa.dk/klimapris

Kontaktperson

Erik Uldall Hansen
Formand, Udvalget for Bæredygtig Udvikling
Tlf. 23 34 44 53
Mail: euh@aabenraa.dk

Helle Malene Kjølsen Olsen
Chef, Erhverv & Bæredygtighed, Aabenraa Kommune
Tlf. 26 19 78 13
Mail: hmol@aabenraa.dk

Jonas Fievé
Kommunikationskonsulent, Aabenraa Kommune
Tlf. 24 91 79 28
Mail: jfie@aabenraa.dk