Nyhed er fra 19-01-2022

Aabenraa Kommunes borgmester indfører træffetider for borgere og foreninger

Torsdage vil borgere, foreninger og andre interesserede fra klokken 14-16 efter aftale kunne træffe Aabenraa Kommunes borgmester, Jan Riber Jakobsen, på hans kontor.

19
012022

Torsdage vil der være mulighed for at få træffetider med borgmester Jan Riber Jakobsen på borgmesterkontoret på rådhuset på Skelbækvej i Aabenraa. Torsdage i tidsrummet 14.00-16.00 kan borgere, foreninger og andre interesserede efter aftale mødes med borgmesteren.

Der afsættes i udgangspunktet et kvarter til hvert møde, og interesserede borgere eller foreninger bedes senest mandag klokken 12.00 i samme uge som træffetiden bestille en tid hos borgmestersekretæren på telefon 73 76 73 35 eller på jgru@aabenraa.dk.

- Jeg vil gerne mødes med de borgere og foreninger, der har noget på hjerte og gerne vil tale med mig. Derfor indfører jeg træffetider, hvor alle interesserede kan komme forbi til et møde. Jeg håber, at træffetiderne kan være med til at skabe en god dialog med kommunens borgere og foreninger. Forhåbentlig kan samtalerne også være med til at bidrage til den fortsatte udvikling på tværs i hele kommunen, siger borgmester Jan Riber Jakobsen og fortsætter:

- Min dør og min telefon er selvfølgelig også åben på andre tidspunkter, men jeg håber, at træffetiderne i første omgang indtil sommerferien kan være med til at få endnu flere interesserede til at bidrage til udviklingen i kommunen.

De nye træffetider indføres i første omgang i en forsøgsperiode indtil sommerferien, hvorefter ordningen evalueres.

Træffetiderne fremgår af Aabenraa Kommunes hjemmeside, hvor eventuelle ændringer og aflysninger også fremgår.

Kontaktperson

Borgmester Aabenraa Kommune, Jan Riber Jakobsen, tlf.: 29 32 25 30; e-mail: jrj@aabenraa.dk

Kommunikationskonsulent Aabenraa Kommune, Kasper Stoof, tlf.: 73 76 72 90; e-mail: ksje@aabenraa.dk