Åbent hus på ungdomsuddannelserne
Der er åbent hus på alle ungdomsuddannelserne i Aabenraa lørdag 4. februar. Ungdommens Uddannelsesvejledning kan træffes på skolerne samme dag
27
012017
Inden 1. marts skal de unge i 9. og 10. klasse søge om optagelse på ungdomsuddannelserne.Derfor er der traditionen tro åbent hus på alle ungdomsuddannelser i Aabenraa samt Gråsten Landbrugsskole og 10. Aabenraa. I år er det lørdag 4. februar kl. 10-13.
Det åbne hus ligger på en lørdag, fordi de fleste unge og deres forældre dermed har mulighed for at møde op - også unge, der går på efterskoler.
- Åbent Hus 2017 giver os på de gymnasiale uddannelser mulighed for at lade gæsterne opleve skolemiljøet i praksis. Elever og lærere på Aabenraa Statsskole orienterer om stx-studieretninger og HF-fagpakker, der alle kan søges med både 9. og 10. klasse. Der er i år flere spændende nyheder, som vi glæder os til at vise frem, fortæller Karl Jørgen Møller, uddannelsesleder Aabenraa Statsskole.
En af de åbne uddannelser er ved EUC. I Aabenraa kan man besøge afdelingen på Lundsbjerg, hvor der bl.a. er uddannelser inden for chauffør, VVS og mekaniker. Lidt derfra på Stegholt er der mulighed for at besøge bl.a. frisørafdelingen, tandklinikassistenterne, catere og kokke samt murere, snedkere, malere, tømrere.
- Vi er bemandet med både elever og faglærere, og vores vejledere er der hele dagen, så som besøgende kan man både se og spørge løs - også om mulighederne for job og videreuddannelse, når man står med sit svendebrev. Som noget nyt, bestræber de forskellige uddannelser sig på at lade de besøgende prøve at arbejde med nogle af de værktøjer og materialer, som man lærer at håndtere på uddannelsen, fortæller Elisabeth Ibing Holm, afdelingschef EUC.
Ungdommens Uddannelsesvejledning, UU Aabenraa, vil også være til stede på uddannelserne.
- Åbent hus giver de unge mere viden om de uddannelserne, men det er ligeså vigtigt, at de får mulighed for at fornemme uddannelsesstedet og opleve de fysiske rammer. Desuden er der mulighed for at få en snak med os fra UU på uddannelsesstederne. Vi står klar til at give en generel vejledning til ungdomsuddannelserne, og vi anbefaler, at man besøger flere steder 4. februar, så både de unge og deres forældre bliver udfordret på uddannelsesvalget. Det er nemlig sundt og konstruktivt at blive udfordret i så vigtigt et valg, som de unge står over for, vurderer UU-leder Bjarke Valeur Bruhn-Rasmussen.
FAKTA
Følgende skoler åbner dørene:
- EUC Syd
- IBC International Business College
- Social- og Sundhedsskolen Syd
- Aabenraa Statsskole
- Gråsten Landbrugsskole
- Deutsches Gymnasium für Nordschleswig
- 10. aabenraa
- VUC-Aabenraa (HF)