Nyhed er fra 04-02-2014

Antropologer og designere skal udvikle biblioteket

Aabenraa Bibliotekerne er et af otte biblioteker i hele landet, der kommer med i et nyt udviklingsprojekt kaldet Folkets Bibliotek. Det går ud på, at antropologer og designere skal være med til at gøre bibliotekstilbuddene bedre.

04
022014

Bibliotekets ansatte, kommunens borgere, antropologer og designere skal deltage i udviklingsprojektet Folkets Bibliotek, der skal gøre biblioteket til et endnu bedre tilbud.

Udviklingsprojektet er landsdækkende. Det går i gang 15. februar og slutter i juni 2014. Blot otte kommuners biblioteker medvirker, og Aabenraa Bibliotekerne er altså blandt de udvalgte.

Projekt Folkets Bibliotek er opdelt i to faser. I første feltfase vil antropologer indsamle viden om Aabenraa Bibliotekerne. Det sker ved at tage i felten for at lære om biblioteksmedarbejdere og brugere. I anden fase vender man tilbage til Aabenraa Bibliotekerne i tre uger. Med sig har antropologerne og designerne såkaldte prototyper til nye løsningskoncepter, der skal afprøves af medarbejderne i samarbejde med projektteamet. I udviklingsprojektet indgår der også workshops og seminarer.

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Tim Wulff er stolt af, at Aabenraa Bibliotekerne er et af de otte biblioteker, der med i Folkets Bibliotek.

- Vi får en enestående mulighed for at få nye indsigter og nye konkrete erfaringer med vores biblioteker i kommunen. Samtidig er vi med til at udvikle, præge og sætte retning for fremtidens folkebiblioteker. Alt sammen til glæde både for kommunens og resten af landets borgere, pointerer Tim Wulff.

Vækst- og udviklingschef Morten Fogh, der også er chef for Aabenraa Bibliotekerne, påpeger, at biblioteket som et public service kulturtilbud hele tiden skal udvikle og teste sine tilbud:

- Det er vigtigt og nødvendigt, fordi det samfund, biblioteket er en del af, hele tiden forandrer sig. Jeg er derfor meget glad for, at vi nu er med i et topprofessionelt udviklingsprojekt sammen med Kulturstyrelsen. Det forventer jeg mig rigtig meget af, siger Morten Fogh.

Fakta om Folkets Bibliotek
Folkets Bibliotek er et projektsamarbejde mellem Kulturstyrelsen, Tænketanken Fremtidens Biblioteker og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Formålet er at få dyb kvalitativ viden om folkebibliotekernes identitet og virke og at omsætte denne viden til nye løsninger, der imødekommer nogle af bibliotekernes væsentligste udfordringer.