Nyhed er fra 29-12-2020

Besøgsforbud på Bostedet Møllemærsk efter flere smittetilfælde

Otte beboere og syv medarbejdere på Bostedet Møllemærks er nu blevet konstateret smittet med COVID-19, hvilket betyder, at beboerne ikke kan modtage besøg for nuværende. Samtidig kan det oplyses, at alle beboere og medarbejdere på Plejehjemmet Rønshave igen er blevet testet uden fund af nye smittede.

29
122020

23. december konstaterede Aabenraa Kommune, at tre beboere på Bostedet Møllemærsk var konstateret smittet med COVID-19. Hen over juledagene og senest 27. december er alle beboere og medarbejdere på bostedet derfor blevet testet.

Status er i dag, tirsdag 29. december, at otte beboere og syv medarbejdere er konstateret smittet med COVID-19. Som konsekvens af smitteudbruddet bliver der indført besøgsforbud på bostedet, mens dagcentertilbud, seniortilbud, café Møllemærsk og Klub Syd også er lukket ned.

- Efter dialog med sundhedsmyndighederne bliver alle beboere på Møllemærsk betragtet som nære kontakter til de smittede. Derfor skal alle beboere opholde sig i egne boliger og kan ikke modtage besøg, siger social- og sundhedsdirektør i Aabenraa Kommune, Karen Storgaard Larsen, og fortsætter:

- Jeg vil samtidig gerne benytte lejligheden til at sige tak til organisationen LEV, fordi organisationen mandag 28. december afleverede en pakke til alle beboerne på grund af situationen. Det er en virkelig flot gestus, som varmer i en svær tid.

- Desuden kan det oplyses, at der ikke er flere smittede med COVID-19 på Plejehjemmet Rønshave, efter alle beboere og medarbejdere er blevet testet for anden gang, siger Karen Storgaard Larsen.

Kontaktperson

Social- og sundhedsdirektør, Karen Storgaard Larsen, tlf.: 30 68 85 91; e-mail: kslar@aabenraa.dk

Kommunikationskonsulent, Claus Bøge Jensen, tlf.: 24 91 79 28; e-mail: cbje@aabenraa.dk