Nyhed er fra 20-08-2015

Ekstra trænere skal sikre aktiv fritid

Aabenraa kommune og Red Barnet har indgået et samarbejde for at rekruttere og uddanne frivillige til at blive ekstra trænere. De skal støtte børn fra hjem med økonomiske, sociale eller sundhedsmæssige udfordringer, så de får et aktivt og positivt fritidsliv

20
082015

Aabenraa kommune har siden 2013 givet fritidspas til børn fra 0.-9. klasse med tilknytning til SSP. Et fritidspas dækker kontingentet til en kultur- eller fritidsforening i Aabenraa Kommune på op til 1000 kr. om året.

Nu udvider Aabenraa Kommune målgruppen for fritidspas. Det sker ved hjælp af støtte fra Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration & Sociale Forhold. Støtten indebærer også en mere målrettet indsats med introduktionen af ekstra trænere.

- Vi ved, at et aktivt fritidsliv kan være et vigtigt åndehul i en vanskelig hverdag. Her kan børnene lægge deres baggrund fra sig for en tid og få mulighed for at finde en anden rolle og identitet, end den man har derhjemme og i skolen. Det er vigtigt, at alle børn, også dem fra udfordrede hjem, får en reel chance for at opnå et godt og aktivt fritidsliv. Og det er her, de frivillige ekstra trænere kommer ind i billedet, pointerer Susanne Beier, formand for Red Barnet Aabenraa.

De ekstra trænere skal støtte børn fra hjem med økonomiske, sociale eller sundhedsmæssige udfordringer. En ekstra træner er en frivillig voksen person fra Red Barnet, som efter et møde med familien har digital kontakt til barnet og familien primært på mobiltelefonen. Ekstratræneren kan huske barnet på at komme af sted til fritidsaktiviteten og opmuntre til at deltage. Opgaven er at lytte og anerkende og hjælpe med at løse eventuelle problemer.

- Vi har set, at op mod halvdelen af de fritidspas, vi har givet til udfordrede familier, faktisk ikke er blevet anvendt. Derfor antager vi, at en del børn har brug for støtte til at lykkes i deres fritidsaktivitet, og det kan de altså få nu i kraft af en ekstra træner, fortæller Uffe Vind, der er kultur- og fritidskonsulent i Aabenraa Kommune.

Red Barnet og Aabenraa Kommune har netop indledt rekrutteringen af frivillige ekstra trænere.

- Vi leder efter frivillige med erfaring fra foreningslivet, som ønsker at gøre en forskel for børn i lokalområdet, og som er indstillet på at kommunikere via mobiltelefonen. Vi er overbeviste om, at det er en opgave, som vil være meget meningsfuld, og vi vil naturligvis sikre al mulig vejledning, støtte og hjælp til de frivillige i projektet, forsikrer Susanne Beier, som meget gerne hører fra interesserede frivillige.

Det forventes at ca. 300 børn i kommunen vil få gavn af projekt fritidspas.