Nyhed er fra 04-11-2017

Energiminister fik masser af input fra Apples datacenter-byggeri

Aabenraa Kommune havde lørdag formiddag besøg af energiminister, Lars Christian Lilleholt, og MF Eva Kjer Hansen, som blev fortalt om det store potentiale ved Apples datacenters overskudsvarme, men også om forhindringer på energiområdet i forhold til at kunne udnytte det.

04
112017

- Jeg er rigtig glad for, at jeg på vegne af Aabenraa Kommune fik lejlighed til at fortælle energiministeren om de muligheder, Apples datacenters overskudsvarme vil give i hele Sønderjylland og syd for grænsen i Flensborg, hvis regeringen og Folketinget får ændret reglerne på energiområdet. For potentialet er virkelig stort, hvis man er villig til at fjerne de forhindringer, der i øjeblikket er på energiområdet.

Sådan lyder meldingen fra borgmester Thomas Andresen til energiminister, Lars Christian Lilleholt, der lørdag var på besøg ved Apples datacenter-byggeri i Kassø lige uden for Aabenraa.

Lovgivningen på energiområdet skaber nogle forhindringer for datacentrene. El- og varmeafgiften sætter lige nu en begrænsning for at udnytte overskudsvarmen på området, men her vil energiministeren arbejde på en løsning, når der efter årsskiftet skal forhandles på netop energiområdet.

- Jeg vil kæmpe for at halvere den nuværende afgift. Det skal lykkes, for det skal ikke være sådan, at overskudsvarmen stiger op til gråspurvene. Vi kan alle være stolte af det her datacenter, og det er noget, der gør det sjovt at bo i Aabenraa og bo i Danmark, lød det fra Lars Christian Lilleholt.

Og de positive meldinger fra energiministeren var også noget, der glædede Aabenraa Kommunes borgmester.

- Det var meget positivt at høre de meldinger fra ministeren. Og jeg er fortrøstningsfuld for fremtiden, når det kommer til at udnytte den overskudsvarme, der vil være på Apples datacenter her i Kassø, forklarede han.