Nyhed er fra 21-06-2017

Erhvervsklimaet har det godt i Aabenraa Kommune

Aabenraa Kommune er med en 9.-plads tilbage i top 10 på Dansk Byggeris liste over erhvervsvenlige kommuner. Det er bl.a. hurtigere byggesagsbehandling og lavere byggesagsgebyr, der atter sender Aabenraa Kommune op ad ranglisten

21
062017

I Aabenraa Kommune tager det i gennemsnit 13 dage at få en byggetilladelse. Gennemsnittet for hele landet er 22 dage. Denne hurtige sagsbehandling er med til atter at sende Aabenraa Kommune op i top 10 blandt de 98 danske kommuner på Dansk Byggeris liste over, hvor erhvervsvenlige kommunerne er.

Sidste år lå Aabenraa Kommune på en 41. plads. I 2015 var placeringen nr. 9. Og det niveau er Aabenraa Kommune altså tilbage på igen i dette års måling.

- Jeg må sige tillykke til Aabenraa Kommune. Jeg synes, tallene taler for sig selv. Og jeg glæder mig over, at vores virksomheder anerkender det gode samarbejde med kommunen. Men det går begge veje, så jeg vil også sige tak for godt samarbejde til vores erhvervsliv, siger borgmester Thomas Andresen.

Ranglisten bygger på en analyse, som er bygget op ud fra 31 erhvervspolitiske indikatorer, der samlet set vurderer den enkelte kommunes erhvervsvenlighed.

Aabenraa Kommune går mest frem på indikatorerne byggesagsbehandling, byggesagsgebyrer, udbudspolitik, kommunale investeringer og udviklingen i antallet af virksomheder - og går lidt frem på konkurrenceudsættelse af driftsopgaver, gebyrer for erhvervsaffald, erhvervsuddannede og erhvervsfrekvens.