Nyhed er fra 12-08-2015

Fælles sønderjysk indsats for statslige arbejdspladser

Aabenraa Kommune opfordrer til en fælles indsats mellem de sønderjyske kommuner i bestræbelserne på at få statslige arbejdspladser til landsdelen

12
082015

Et af den nye regerings mål er at flytte statslige arbejdspladser fra hovedstaden ud i landet. Det initiativ bakker Aabenraa Kommune op om og opfordrer samtidig til sønderjysk sammenhold i en fælles indsats for at få nogle af disse arbejdspladser til landsdelen.

Som eksempler peger Aabenraa Kommunes borgmester Thomas Andresen på, at man kan flytte Naturstyrelsen til Tønder og Politiskolen til Sønderborg.

- De statslige arbejdspladser skal efter vores opfattelse flyttes derhen, hvor det giver mening at lægge dem. I Tønder Kommune ligger der allerede en afdeling af Naturstyrelsen, så det vil være naturligt at samle hele styrelsen dér. I Sønderborg ligger en stor kaserne, der står tom, efter at Sergentskolen blev flyttet til Varde. Kasernen har rammerne og faciliteterne til at blive hele landets politiskole. Og i Aabenraa Kommune kan det f.eks. være relevant at placere transportrelaterede statslige arbejdspladser, pointerer borgmester Thomas Andresen.

Han vil tage initiativ til en fælles sønderjysk indsats og kontakter derfor Udviklingsråd Sønderjylland og de tre andre sønderjyske borgmestre i Sønderborg, Tønder og Haderslev.

- Vi har et godt eksempel på en fælles sønderjysk succes, som vi kan forsøge at gentage, nemlig da vi stod sammen og fik Udbetaling Danmark til Haderslev. Det vigtige er, at vi får flere statslige arbejdspladser i Sønderjylland. Ikke hvilken kommune de ligger i. Statslige arbejdspladser vil være med til at skabe udvikling i hele landsdelen, slår Thomas Andresen fast.