Nyhed er fra 17-01-2017

Fredsegen genplantes på Søndertorv i Aabenraa

I slutningen af februar bliver et stort egetræ plantet på Søndertorv i Aabenraa for at genskabe en historisk fortælling om Fredsegen. Stenbjerg Ejendomme A/S donerer træet til byen

17
012017

I forbindelse med områdefornyelsen i den sydlige del af Aabenraa midtby vender Fredsegen tilbage til Søndertorv. I slutningen af februar bliver det store egetræ plantet af Nørgaard Anlæg.

Egen er doneret af Stenbjerg Ejendomme A/S, og træet kommer fra en planteskole på Sjælland.

Vækst og Udviklingsformand Philip Tietje er begejstret for gaven, som han glæder sig til at se som et nyt midtpunkt på Søndertorv:

- Det er i helt i tråd med vores udviklingsplan Fremtidens Aabenraa, at vi med Fredsegen genskaber et historisk element i byen samtidig med, at byen fornyes. At Fredsegen plantes nu, er også perfekt timet i forhold til, at Aabenraa i 2015-2018 er kulturarvskommune. Jeg vil gerne sige stor tak til Stenbjerg Ejendomme A/S for det flotte træ, lyder det fra udvalgsformand Philip Tietje, der påpeger, at også den gule tegl og granitbelægning er et kendetegn for Aabenraas historiske midtby.

Om Fredsegen
Indtil 1947 var Søndertorv hjemsted for Fredsegen, der blev plantet som et mindesmærke over afslutningen på krigen mellem Tyskland og Frankrig 1870-71. Træet skulle mane imod krig og for fred. Flere fredsege blev dengang plantet i det tyske rige og dermed også i Sønderjylland, der var under preussisk styre fra 1864 til 1920.

Når det nye Søndertorv står færdigt vil man kunne sætte sig under egetræets krone og følge med i byens liv, da der under egetræet opføres en rund bænk. Som en del af områdefornyelsen lægges der også ny teglbelægning, og asfalten skiftes ud med granitbelægning. Hermed vil det færdige Søndertorv fremstå som en mere hel plads med bedre mulighed for udeservering.

Gærdet flyttes til slotsparken
I forbindelse med, at Fredsegen skal genplantes, bliver bronzeskulpturen Gærdet flyttet til Slotsparken ved Brundlund Slot. Gærdet har stået mellem træerne på Søndertorv.

I slotsparken vil skulpturen få samme attraktive omgivelser som kunstmuseets andre skulpturer. Gærdet er udarbejdet af kunstneren Bent Sørensen (1923-2008) og er en gave fra Ny Carlsbergfondet. Gærdet har stået på Søndertorv siden 1992.