Fund af rotte i Special- og Rehabiliteringscentret
I løbet af natten er der fundet en rotte på Special- og Rehabiliteringscentret i Rødekro.
20
072016
Her til morgen har centret haft besøg af en skadedyrsbekæmper, der har lagt en plan for, hvordan rotten kan bekæmpes.
Rottefundet betyder, at en fløj med ni stuer lukker midlertidigt.
- Rotter udgør en sundhedsrisiko, og derfor sørger vi for, at de borgere, der bor i den berørte fløj, flytter andre steder hen. Et par kommer hjem til sig selv og får den nødvendige støtte der. De øvrige borgere flytter til ledige stuer andre steder i centret, siger Michael Metzsch, afdelingschef i Sundhed og Forebyggelse.
Når nye borgere bliver udskrevet fra sygehuset til støtte på Special- og Rehabiliteringscentret, får de midlertidigt plads på et af kommunens plejehjem, indtil den lukkede fløj kan tages i brug igen.
Senere i dag bliver kloakken ved Special- og Rehabiliteringscentret undersøgt for at finde ud af, om rotten er kommet ind den vej.
- Når vi ved, hvordan rotten er kommet ind, og hvilke forholdsregler der skal tages, er vi også klogere på, hvornår fløjen kan åbne igen, siger Michael Metzsch.
De øvrige dele af Special- og Rehabiliteringscentret er ikke berørt af rottefundet.