Gardehusarer og Den Kongelige Stald-Etat holder åbent hus i Aabenraa
Gardehusarregimentets Hesteskadron og Den Kongelige Stald-Etat inviterer til gratis åbent hus onsdag 2. september på Dyrskuepladsen i Aabenraa kl. 18.30-20.30

20
082015
Aftenen er en festlig optakt til Regentparrets besøg og den store folkefest 4. september, hvor Gardehusarregimentet og Den Kongelige Stald-Etat eskorterer Regentparret, når H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen kører i karet gennem Aabenraa.
Gardehusarregimentet og Den Kongelige Stald-Etat ankommer til Aabenraa allerede 1. september og slår sig ned på Dyrskuepladsen. Det giver regimentet og Den Kongelige Stald-Etat mulighed for at holde åbent hus 2. september, så alle kan få chancen for at se heste, kareter og uniformer på nært hold. Man kan også blive klogere på Gardehusarregimentes og Den Kongelige Stald-Etats historie og arbejde.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at byde velkommen til Gardehusarregimentet og Den Kongelige Stald-Etat. Sønderjylland er jo en særligt hesteinteresseret landsdel, hvor vi bl.a. holder den stolte ringridertradition i hævd. Så jeg håber, rigtigt mange vil lægge vejen forbi og se heste og ryttere på nært hold, og det gælder både hesteinteresserede, royalt interesserede og alle andre almindeligt nysgerrige. Der bliver nok at se på, forventer borgmester Thomas Andresen.
Aftenen byder på flere opvisninger, hvor Gardehusarregimentet og Den Kgl. Stald-Etat giver smagsprøver på deres kunnen, ligesom Tinglev Rideklub og Sønderskov Rideskole er inviteret til at underholde med opvisning.
Den Sønderjyske Garde og Aabenraa Skoleorkester sørger for den musikske underholdning, og derudover vil der være aktiviteter for små og store, bl.a. ponyridning og hundeagility. Løjt Vestermark Børneringridning står for ponyridningen. Lokale idrætsforeninger sælger bl.a. øl, vand, is og pølser på pladsen.
Det er gratis at deltage i Gardehusarregimentets og Den Kongelige Stald-Etats åbne hus.
Program
Kl. 18.30-19.30 Åbent hus, kom tæt på gardehusarerne og deres heste
Den Sønderjyske Garde og Aabenraa Musikskole underholder
Kl. 19.25-19.30 Borgmester Thomas Andresen byder velkommen
Kl. 19.30-20.00 Opvisning ved Tinglev Rideklub og Sønderskov Rideskole
Kl. 20.00-20.10 Opvisning ved Den Kgl. Stald-Etat
Kl. 20.10-20.30 Opvisning ved Gardehusarregimentets Hesteskadron
Kl. 20.30 Tak for i aften
Fakta
Gardehusarregimentet og Den Kgl. Stald-Etat gæster Aabenraa med sammenlagt 64 heste og ryttere.
Hovedopgaven for Gardehusarregimentets Hesteskadron er at stille beredne eskorter og kommandoer til tjeneste for Kongehuset, bl.a. i forbindelse med sommertogter.