Grøn Ordning giver tilskud til forsamlingshuse i Lille Jyndevad
Aabenraa Kommune har fået tilsagn om tilskud til energirenovering af Det Tyske Hus i Jyndevad og Jyndevad Forsamlingshus. Tilskuddet kommer fra Energinet.dks grønne ordning, der uddeler midler til kommuner efter opsætning af vindmøller. Renoveringen af de to forsamlingshuse er de første projekter i Aabenraa Kommune, der modtager midler fra Grøn Ordning
10
082015
Det Tyske Hus i Jyndevad og Jyndevad Forsamlingshus er i alt blevet bevilget næsten 359.000 kr. igennem Grøn Ordning, efter Rens Egnsråd og Aabenraa Kommunen har indstillet de to projekter til at modtage tilskud. Brugerne af Det Tyske Hus i Jyndevad kan nu se frem til en energirenovering med ny isolering, installering af varmepumper og et nyt indgangsparti. Jyndevad Forsamlingshus får nye vinduer og varmepumper.
- Jeg er glad på brugernes vegne for, at der nu bliver bedre rammer for samvær i Lille Jyndevad, siger formanden for Vækst- og Udviklingsudvalget, Philip Tietje. For udvalget og Rens Egnsråd har det været vigtigt, at beboerne i nærområdet til vindmøllerne ved Rens og Bølå får noget ud af Grøn Ordning, forklarer Philip Tietje.
De to forsamlingshuse i Jyndevad er de første projekter i Aabenraa Kommune, der modtager tilskud fra Grøn Ordning, men Aabenraa Kommune har stadig midler til rådighed til initiativer, der falder inden for ordningens rammer. Udvælgelsen af fremtidige projekter vil ske i et samarbejde mellem Landsbyrådet og Aabenraa Kommune.