Informationsmøder om kommunens økonomi
Aabenraa Kommune inviterer til to informationsmøder om kommunens økonomi. Formålet er at give alle interesserede et indblik i, hvad der ligger til grund, når politikerne vedtager kommunens budget
13
082015
Aabenraa Kommune inviterer til to informationsmøder om kommunens økonomi. Begge møder har ens indhold, og begge begynder kl. 19 og forventes at vare til senest kl. 21.
De finder sted på:
- Lyreskovskolen i Bov (Hærvejen 46) mandag 31. august
- Hærvejsskolen i Rødekro (Skovbrynet 2, Grøn fløj) tirsdag 1. september
På møderne vil vicekommunaldirektør Tom Ahmt holde et oplæg om kommunens økonomi. Han vil bl.a. fortælle om den økonomiaftale, som Regeringen har indgået med Kommunernes Landsforening (KL), og om hvad den konkret betyder for Aabenraa Kommunes økonomi.
Efter oplægget kan tilhørerne stille spørgsmål til Tom Ahmt.
Borgmester Thomas Andresen er vært ved mødet og vil også kunne svare på spørgsmål, der handler om budgetlægningen, og om hvordan byrådsmedlemmerne arbejder med de prioriteringer, der indgår i den.
Det er andet år i træk, Aabenraa Kommune holder økonomi-informationsmøder.
- Det var mit indtryk sidste år, at tilhørerne faktisk fik ret meget ud af det, derfor glæder jeg mig til at afholde møderne igen i år. Dybest set handler det om demokrati. Alle interesserede borgere får indsigt i det, der ligger til grund for byrådets budgetlægning, altså den økonomi, de udfordringer og de opgaver, byrådet står med. Det giver borgerne bedre mulighed for at bidrage til demokratiet, forklarer borgmester Thomas Andresen.
Borgmesteren og vicekommunaldirektøren understreger, at møderne ikke handler om de konkrete prioriteringer i forhold til det kommende budget, som politikerne skal lægge i september og oktober. Det er altså ikke her, tilhørerne kan komme med gode forslag til, hvordan politikerne skal prioritere.
- Det er møder, hvor vi fremlægger forudsætningerne for budgetlægningen, og hvor vi forsøger at gøre budgetlægningen mere tilgængelig for borgerne i Aabenraa Kommune. På informationsmøderne vil borgerne kunne få indblik i samme materiale, som politikerne får præsenteret på budgetseminaret ugen forinden, påpeger Tom Ahmt.