Kig ind i Nørreportkvarterets fremtid
Masser af opholdssteder, attraktioner og stemningsfyldte specialbutikker indgår i planen for udviklingen af Nørreport og Ramsherred. Nu kan alle se nærmere på fremtidsdrømmen for Nørreportkvarteret, når kommunens ByLAB inviterer indenfor.
11
042018
Lørdag 21. april indhyller ShopiCity den nordlige del af gågaden i fransk montmartre-stemning, og midt i den parisiske fest kan du møde ByLAB, kommunens informations- og involveringslaboratorie for udviklingen af Nørreportkvarteret.
- Hele planen for Nørreportkvarteret kommer snart i høring, men inden da vil vi gerne invitere alle interesserede til at komme forbi ByLAB i Ramsherred 15, hvor vi blandt andet viser en film, der visualiserer tanker og ønsker med Nørreportkvarteret. Vi glæder os rigtigt meget til at vise idéerne frem og høre borgernes inputs, siger Bo Riis Duun, afdelingschef for Kultur, Plan & Fritid.
En smuk gade med liv og opholdssteder
Den overordnede idé for Nørreportkvarteret er et unikt gademiljø med smukke gamle bygninger, små skjulte passager og hyggelige opholdssteder:
- Vi ser Nørreportkvarteret som en særlig del af Aabenraas gågademiljø, og vi vil gerne skabe en strækning med masser af små rum, hvor gadens besøgende kan slå sig ned og opholde sig under forskellige aktiviteter. Da vi holdt informationsmøde for områdets ejere og lejere, var stemningen også meget positiv for en trafikfri løsning, hvor forretningslivet og gadens gæster kan bruge arealerne i stedet, siger formand for Vækstudvalget for Land og By, Philip Tietje.
Tanken er, at Nørreportkvarteret om få år skal være forvandlet til et stemningsfyldt område med blandt andet små specialbutikker, åbne værksteder, designbutikker, moderne gallerier og meget andet der kan være med til at skabe et unikt oplevelses- og opholdsrum i den nordlige del af Aabenraas gågade.
Fakta om Nørreportkvarteret
Den nordlige del af midtbyen, Nørreportkvarteret, skal frem mod 2022 fornyes og renoveres for 18 millioner kroner, hvoraf Transport-, Bygnings-, og Boligministeriet støtter med seks millioner kroner. ByLAB, projektets informationscenter, viser planerne frem og står klar til en snak ved Ramsherred 15 lørdag den 21. april fra klokken 10 til 14.
Læs mere på www.fremtidensaabenraa.dk/nord