Nyhed er fra 29-04-2015

Kongehøjskolens nye leder er fundet

40-årige Vibeke Domar kan fra 1. juni sætte sig i skolelederens stol på Kongehøjskolen i Aabenraa. Hun kommer fra en stilling som leder af Bolderslev Skole

29
042015

Det bliver den nuværende skoleleder på Bolderslev Skole, 40-årige Vibeke Domar, som overtager den ledige skolelederstilling på Kongehøjskolen i Aabenraa. Kongehøjskolen er Aabenraa Kommunes største folkeskole med ca. 900 elever og ca. 140 ansatte.

Vibeke Domar overtager pladsen efter Lisa Holden Christensen, der er gået på pension. Frem til 1. juni varetager skolechef Lars Svenson fortsat hvervet som skoleleder på Kongehøjskolen.

- Jeg er meget glad for, at vi nu har ansat Vibeke Domar. Hun har de forudsætninger, der skal til for at skabe gode resultater på Kongehøjskolen. Det har hun vist i sit virke som leder af Bolderslev Skole, hvor hun har opnået resultater fagligt, men også med inklusion, trivsel og arbejdsmiljø, påpeger skolechef Lars Svenson.

Vibeke Domar glæder sig også til sit nye job, selv om det er med et vist vemod, hun siger farvel til Bolderslev Skoles elever og personale. Hun var leder af Bolderslev Skole i to et halvt år.

- Ledelsesmæssigt arbejder jeg for at skabe grobund for arbejdsglæde og høj trivsel for både børn og voksne. Mit afsæt ind i jobbet på Kongehøjskolen vil være at fokusere på skolens gode historier og sammen med bestyrelse, ledelse og medarbejdere bruge disse til at udvikle skolen pædagogisk og fagligt dvs. både som uddannelsesinstitution og som arbejdsplads, siger Vibeke Domar.

På Bolderslev Skole konstitueres SFO-leder Hanne Petersen som ny leder indtil videre.

Vibeke Domar er uddannet lærer fra Ribe Statsseminarium i 1997 og har siden 2009 været skoleleder, først på Nørremarkskolen i Ribe og derefter på Bolderslev Skole. I samme periode har Vibeke Domar har taget skolelederuddannelsen og gennemført en diplomuddannelse i ledelse.