Nyhed er fra 23-03-2015

Landsbyerne i Aabenraa Kommune gør sig til

Vil I ud på landet - og tæt på udlandet? Det er budskaberne i en digital bosætningskampagne, som Aabenraa Kommune samarbejder med kommunens landsbyer om.

23
032015

Hver landsby har fået en lækker præsentationsside på Aabenraa Kommunes tilflytterunivers på www.aabenraa.dk/tilflytter , og været med til at udvælge fotos og formulere salgsargumenterne for lige netop deres landsby.

I en tre ugers periode hen over påsken sætter Aabenraa Kommune så gang i en webbannerkampagne på en af Danmarks største boligportaler www.boligsiden.dk for at trække boligsøgere ind på landsbysiderne.

- Os der bor her, ved jo godt, at Det Gode Liv findes på landet og i de små landsbysamfund. Vi har noget unikt. Både i kraft af sammenholdet og nærheden i vores landsbyer, men også i kraft af vores beliggenhed som nabo til Tyskland. Vi kan jo stå på strøget i metropolen Hamborg om halvanden time. På den måde får man det bedste fra begge verdener, når man bosætter sig i landsbyerne i grænselandet. Det vil vi da gerne fortælle vidt og bredt, siger formand for Landsbyrådet i Aabenraa Kommune, Allan Niebuhr.

Der er et marked og en efterspørgsel på Det Gode Liv på landet. Det slår formand for Vækst- og Udviklingsudvalget i Aabenraa Kommune, Philip Tietje fast.

- Forskningen viser jo, at der er en modtendens til den generelle samfundsudvikling, hvor folk flytter mod de større byer: Hvert år er der tusindvis af danske familier, der vælger at flytte den anden vej - fra de større byer og ud på landet, hvor der er mere tryghed, nærhed og let adgang til naturen. Alle de mennesker har vi nogle varer på hylden til, siger udvalgsformand Philip Tietje om baggrunden for at sætte gang i en bosætningskampagne for landdistrikterne i Aabenraa Kommune.

For nylig lavede Kommunernes Landsforening en undersøgelse, der viste, at 41 % af byboerne i de største byer i Danmark er villige til at flytte til et landdistrikt, hvis de selv og deres kæreste eller ægtefælle kunne få et godt og sikkert job i nærheden. Det gør udvalgsformand Philip Tietje optimistisk:

- Der er masser af nye job på vej i Aabenraa Kommune. Alene på det nybyggede akutsygehus og det nye psykiatrisygehus kommer der 1600 nye job i de næste par år. Det er både læger, sygeplejersker og forskere og andet personale. Samtidig er der flere uddannelsesinstitutioner, der udvider med nye uddannelser og mere volumen i Aabenraa, siger Philip Tietje.

Bosætningskampagnen for landsbyerne i Aabenraa Kommune begynder mandag den 23. marts og løber i tre uger hen over påsken, hvor folk typisk har mere tid til at drømme boligdrømme og overveje fremtiden.

Fakta

Landsbysiderne på www.aabenraa.dk/tilflytter og markedsføringen af dem er et de 14 projekter i Aabenraa Kommunes Vækstplan 2018 , der skal gøre det mere attraktivt at flytte til, bo og drive virksomhed i Aabenraa Kommune.