Nyhed er fra 18-08-2017

Lokal virksomhed vinder opgaven med Terapibassin på Fjordskolen

Det bliver Ommen & Møller A/S fra Rødekro, som skal bygge terapibassinet på Fjordskolen i Kruså. Ommen & Møllers forslag prioriterer et godt miljø for både brugere og personale i den nye bygning.

18
082017

Byggeriet af et helt nyt terapibassin på Fjordskolen er en vigtig brik i projektet med at flytte Fjordskolen til Kruså, som byrådet har besluttet tidligere i år.

- Jeg glæder mig over, at Børne- og Uddannelsesudvalget sammen med medarbejdere og skolebestyrelse fra Fjordskolen og forvaltningen har valgt Ommen & Møller A/S fra Rødekro til at bygge det nye terapibassin til ca. 12,5 mio. kr. Ommen & Møller har haft fokus på et godt indemiljø for både brugere og medarbejdere med godt lysindfald, god akustik og lavt klorindhold i sine valg af løsninger, lyder det fra Kirsten Nørgård Christensen.

Bedømmelsesudvalget bestod af det samlede Børne- og Uddannelsesudvalg, tre medarbejdere fra Fjordskolen, en repræsentant for skolebestyrelsen samt repræsentanter fra forvaltningen. Bedømmelsen af de indkomne tilbud fulgte faste kriterier, hvor både pris, projektbeskrivelse, materialevalg, byggemetoder og organisering af arbejdet indgik. Brugerne af terapibassinet vil få en flot og ugeneret udsigt til grønne områder i en bygning med godt naturligt lysindfald.

Terapibassinet skal efter planen stå færdigt 1. august 2018. Bygningen bliver på ca. 266 kvm. + kælder.