Michael bliver ny skoleleder på Lyreskovskolen
1. maj tiltræder Michael Sørensen Petersen som ny skoleleder på Lyreskovskolen. Han kommer fra en tilsvarende stilling på Kliplev Skole.

26
032021
Det bliver 48-årige Michael Sørensen Petersen, der fra 1. maj sætter sig i lederstolen på Lyreskovskolen. Han har i de sidste seks år været skoleleder på Kliplev Skole.
- Lyreskovskolen er en skole med mange muligheder og et stort potentiale. Især ambitionerne om at være en væsentlig del af lokalsamfundet tiltaler mig. Nu glæder jeg mig til at møde medarbejdere, ledergruppen og forældrene. Og så glæder jeg naturligvis allermest til at møde skolens elever, siger Michael Sørensen Petersen, der ud over sin tid på Kliplev Skole tidligere har været afdelingsleder på netop Lyreskovskolen.
Det er ikke kun Michael Sørensen Petersen, der glæder sig til at begynde som skoleleder på Lyreskovskolen. Også Aabenraa Kommunes skolechef, Rasmus Andreassen, ser frem til samarbejdet.
- Michael har et stort kendskab til Aabenraa Kommune og den måde, vi gerne vil drive skole på. Han har stærke kvaliteter både på det faglige, men også et stærkt blik for elevernes trivsel. Michael er samtidig god til at følge de processer, som han starter, til dørs. Jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet med Michael, siger han og fortæller desuden, at processen med at finde en ny skoleleder på Kliplev Skole går i gang snarest.
Michael Sørensen Petersen bor til dagligt i Bovrup med sin kone og to døtre.