Mindeord
Borgmester Thomas Andresen skriver på vegne af Byrådet i Aabenraa Kommune mindeord om byrådsmedlem og formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Tim Wulff:
23
092016
Det er med stor sorg, at vi i torsdags modtog nyheden om Tim Wulffs pludselige død. Det er en afholdt byrådskollega, vi har mistet - alt for tidligt.
Tim var vellidt på tværs af det politiske spektrum i byrådssalen. Han var en samlende kraft i byrådet, fordi han var god til at samarbejde, og fordi han altid havde fokus på bolden - på målet.
Tim havde en lang politisk karriere bag sig, som toppede med hans formandskab for Kultur- og Fritidsudvalget i indeværende byrådsperiode. Han var desuden medlem af Økonomiudvalget. Hans politiske karriere tog sin begyndelse i 2002, da han blev valgt ind i Bov Byråd for Venstre.
I Byrådet kommer vi til at savne Tim som en sober og ordholdende politiker og som en god ven og byrådskollega.
Tims familie kommer til at savne et varmt og kærligt familiemenneske.
I denne svære tid går vores tanker til Tims familie. Æret være Tim Wulffs minde.