Nyhed er fra 26-05-2016

Nedtælling til anlægsstart på områdefornyelsen

Aabenraa Byråd har godkendt en anlægsbevilling til Områdefornyelse Syd i Aabenraa midtby. Det betyder, at det forventes, at spaden kan gå i jorden til september. Først skal entreprenøren findes

26
052016

Byrådet sagde onsdag aften ja til, at det omfattende projekt med byfornyelse i den sydlige del af Aabenraa midtby kan gå i gang. Det betyder, at byrummene via følgende delprojekter kan opgraderes med forventet start fra september:

  • Rådhusgade, Storetorv, Søndergade, Søndertorv, Skibbrogade og Vestergade

- Det glæder mig rigtig meget, at vi på tværs af byrådet er enige om, at midtbyen skal have et løft. Rådhusgade bliver en markeret og flot entre til vores handelsgade. Vi får sammenhæng i de historiske gader, og vi får realiseret endnu en betydelig del af udviklingsplanen for Fremtidens Aabenraa, der skal være med til at gøre Aabenraa Kommune til et endnu mere attraktivt sted at bo og drive virksomhed, siger Philip Tietje, formand for Vækst- & Udviklingsudvalget.

Han forventer, at de første delprojekter bliver Rådhusgade, Søndergade og Søndertorv. Derefter følger Skibbrogade, Storetorv og Vestergade.

- Vi forsøger at tilrettelægge anlægsopgaverne, så de generer den daglige færdsel mindst muligt, men det vil give rod i byen i en periode, forudser Philip Tietje.

Før anlægsstart på de enkelte delprojekter vil Aabenraa Kommune holde et offentligt møde, hvor ejere, lejere og virksomheder i de pågældende gader vil blive orienteret om praktiske forhold i forbindelse med områdefornyelsen. Og når det hele går løs, bliver det naturligvis markeret med en første spadestik-begivenhed.

I mellemtiden gøres projektmaterialet nu klar til at blive sendt i udbud. Der er efter en forudgående prækvalificering valgt fem entreprenører, som kan give tilbud på opgaven. I løbet af august forventes kontrakten med den udvalgte entreprenør at blive underskrevet.

Hvis man som borger i byen eller som almindeligt interesseret har spørgsmål til områdefornyelsen, kan man løbende søge information på fremtidensaabenraa.dk, men er også velkommen til at kontakte programleder Anette Kold på mail: akkr@aabenraa.dk .