Nyhed er fra 13-12-2019

Ni institutioner i Aabenraa Kommune får tæt på 12 millioner til mere pædagogisk personale

Børne- og Undervisningsministeriet har bevilget 11,8 millioner kroner til flere pædagoger og pædagogiske assistenter til ni institutioner i Aabenraa Kommune, som skal være med til at styrke kvaliteten af indsatsen for sårbare og udsatte børn i de første 1.000 dage.

13
122019

Læring og trivsel skal fremmes for sårbare og udsatte 0-2-årige. For at det arbejde styrkes yderligere i Aabenraa Kommune, har Børne- og Undervisningsministeriet netop meddelt, at kommunen tildeles 11.807.719 kroner fra ansøgningspuljen til flere pædagoger og pædagogiske assistenter til institutioner med mange sårbare og udsatte 0-2-årige.

- I Aabenraa Kommune stræber vi efter at gøre alt for, at alle børn har samme muligheder og får den rette hjælp tidligt nok. Derfor er vi utrolig glade for, at Børne- og Undervisningsministeriet har givet os 11,8 millioner til at understøtte det arbejde. Der er ingen tvivl om, at børnene og de ni institutioner, der får gavn af midlerne, vil kunne mærke de ekstra hænder i dagligdagen, siger Kirsten Nørgård Christensen, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Aabenraa Kommune.

Tilskuddet, Aabenraa Kommune har fået bevilget på vegne af ni selvejende, kommunale og private institutioner, er fordelt i perioden fra 1. oktober 2019 til 31. december 2022. Midlerne skal lægges oveni det vedtagne budget, og der kan ikke opkræves forældrebetaling af udgifterne til den styrkede indsats. Samtidig udmøntes midlerne under betingelse af, at bevillingerne til puljen videreføres på de kommende års finanslove.

De ni institutioner, der får midler de kommende år, er:

  • Børnehaven Skovbrynet/Søndermosen
  • Børnehuset Bakkebo
  • Børnehuset Blæksprutten
  • Deutscher Kindergarten Apenrade – Kindergarten Rothenkrug
  • Deutscher Kindergarten Apenrade – Kindergarten Pattburg
  • Deutscher Kindergarten Apenrade – Jurgensgaard
  • Nørrevangs Børnehave
  • Vestermarkens Børnehus
  • Vuggestuen Kernehuset

Kontaktperson

Formand Børne- og Uddannelsesudvalget, Kirsten Nørgård Christensen, tlf.: 51 31 44 75; e-mail: knc@aabenraa.dk

Dagtilbudschef, Jacob Svarre Winther, tlf.: 40 25 72 18; e-mail: jsw@aabenraa.dk

Kommunikationskonsulent, Claus Bøge Jensen, tlf.: 73 76 69 96, e-mail: cbje@aabenraa.dk