Nyhed er fra 09-05-2018

Nu kommer OL igen til Aabenraa

Onsdag 16. maj, kl. 9-15 afholdes det lokale Skole OL atletikstævne igen på Aabenraa Stadion, hvor 400 elever skal dyste om at vinde en finaleplads og en klassetur til Skole OL Finalen i Aarhus 12.-15. juni 2018. En finale der, med sine 12.000 deltagere, bliver større end det seneste OL i Rio de Janeiro.

09
052018

I samarbejde med foreninger over hele landet afvikles knapt 100 Skole OL lokalstævner. Her har næsten 3.000 klasser deltaget i de indledende konkurrencerunder, hvor eleverne har prøvet kræfter med en af Skole OLs fem idrætsgrene og ikke mindst mærket OL-stemningen på egen krop.

Successen i 2016 og 2017 gav blod på tanden til også i år at lufte den olympiske fakkel. AAIG Atletik har igen i år påtaget sig den store opgave at arrangere det lokale Skole OL-stævne på Aabenraa Stadion. Her deltager cirka 400 elever fra 5. og 7. årgang på seks skoler i Aabenraa Kommune. Felsted Central-, Kongehøjskolen, Stubbæk -, Løjt Kirkeby-, Bylderup - og Høje Kolstrup skole deltager.

- Interessen har igen været stor, så vi ser frem til at afvikle det store atletikstævne på Aabenraa Stadion og vise sporten frem til en masse friske skoleelever, fortæller Helge Laursen, stævneleder fra AAIG Atletik.

Som noget nyt I år indgår bueskydning som en ekstra lokal disciplin. Det er Aabenraa Bueskyttelaug, som står bag det. Det store arrangement bliver løftet af AAIG og Aabenraa Bueskyttelaugs mange frivillige, 20 junioridrætsledere fra Stubbæk Skole og SundSkole 2020.

- SkoleOL er et godt eksempel på et af de mange Åben skole tilbud, vi bygger op gennem vores SundSkole 2020 program for folkeskolerne i Aabenraa Kommune. Det er rigtig glædeligt, at eksterne aktører og skolerne samarbejder, for så styrker de hinanden gensidigt, og de viser eleverne vejen ind i foreningslivet, siger formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Aabenraa Kommune, Kirsten Nørgård Christensen.

I pauserne mellem disciplinerne vil eleverne have mulighed for at prøve andre foreningsaktiviteter som eksempelvis minitennis og streetaktiviteter.

Sammenhold i fokus

De olympiske lege er verdens største sportsbegivenhed. OL handler om, at folk fra hele verden mødes og konkurrerer i en idrætsgrene og samtidig fejrer venskab, fællesskab og fred mellem mennesker. OL handler om at tænke over, hvordan man er overfor hinanden. Det handler ikke kun om at vinde, men også om at være med og mødes i sporten. Det kaldes den olympiske ånd.

Tilsvarende handler Skole OL også om sammenhold, og klasserne dyster netop som en samlet gruppe. Til Skole OL i Aabenraa har eleverne mulighed for at prøve kræfter med disciplinerne løb, spring, kast og bueskydning.

Fakta om Skole OL

  • Samarbejdet er et led i SundSkole 2020s indsats for den åbne skole
  • I samarbejde med Dansk Atletik Forbunds atletikklubber og Danmarks Idræts-Forbund afvikles i 2018 i alt 100 Skole OL-lokalstævner. Her har alle landets 4.-7. klasser mulighed for at deltage med henblik på at kvalificere sig til det store finalestævne i Århus.
  • Med hjælp fra TrygFonden og Nordea-fonden kan Skole OL afvikle stævnerne og finansiere en stor del af deltagernes rejseudgifter for dem, der kvalificerer sig til finalestævnet.
  • Læs mere om Skole OL på hjemmesiden https://skoleol.dk/